onsdag den 16. oktober 2013

Jeg er lige her

Er hjemme, lige der hvor hjertet slår. Hvor fatningen langsomt skiftes. Hvor dårlig hukommelse ikke nødvendigvis er det samme som dårlige minder. 

Hvor jeg igen har stukket mig selv en plade. Chokolade. Hvor jeg tror lige så meget på regnbuen som på regeringen. Hvor dynen senere vil varme om kap med thaisuppen. 

Hvor savn og afsavn er to finurlige frækkerter, der kommer og går som det passer dem. Hvor Damages vil dominere aftenens Netfix. Hvor bristede drømme kæmper om en plads på Amagerhylden. 

Hvor håb er et fundament der ikke kan synke i kviksand. Hvor følelserne er lige så blandede som posen med Matadormix der skal konsumeres. 

Hvor Google mestrer alt på nær meningen. Hvor jeg har lært at man ikke kan stå på skøjter i en spejlsal, men med lethed kan ryge på glat is. 

Hvor jeg vil ligge i fortrolig ske med torsdag aften og glædes over at have hele sofaen og sendefladen for mig selv. 

Lige her, her er jeg.

fredag den 11. oktober 2013

Jeg er også gået over til Camel

Camel. Eller Ustrasana, hedder denne positur. Mesterposituren. Den 22.e ud af de 26 poses som Bikram Yoga indeholder. Den positur de foregående 25 har varmet din krop op til at kunne udføre. Det dybeste backward bend du kan udsætte din krop for. Posituren med de vildeste benefits.

Det tog mig ca 13 måneder at smidiggøre min ryg til overhovedet at kunne bøje mig bagover og nå mine hæle med mine hænder.

Jeg er en tidligere crossfit og løbepige, og har altid syntes yoga var sådan noget 'sidde i lotus stilling og sige huuuum' - noget. Da jeg startede til Bikram var det overvejende for at styrke min ryg, som var ved at erhverve sig en diskusprolaps. Men jeg gad egentlig ikke det der yoga. Som månederne gik opdagede jeg langsomt at det ikke var i nærheden af, hvad min perception hidtil havde farvet mig med. Langsomt begyndte jeg at åbne op i muskler og led, men også i sind, hjerte og sjæl. Et ret så fremmed og intimiderende indtog i en hård stenbropiges krop. Jeg havde godt nok oplevet en person eller to pludselig bryde ud i tårer i en time, og tænkte dengang 'Hva sker der, - slap dog af, det er bare yoga.' Men det er ikke bare yoga. Bikram er så sindssygt meget mere end bare yoga. Og her kommer camel for alvor ind i billedet.

For det er ikke kun ryggen den smidiggør. Udover at den gør din ryggrad, nakke og skuldre flexible, strækker den også din hals og skjoldbruskkirtel, stimulerer dit nervesystem og forebygger forstoppelse, knogleskørhed og for højt blodtryk.

Men den har også et helt andet og ikke kun fysiologisk ærende. Og den emotionelle impact den har på din sjæl og dit indre væsen er enestående og næsten ikke til at begribe.

Camel åbner nemlig også dit hjerte, ikke bare brystkassen og musklen, men dit hjerte! Som er en af de 7 chakra'er vi har i vores krop. Det er hjertets chakra der tillader os at elske os selv og andre, og gør os til empatiske mennesker.

Vores hjertes chakra kan desværre blokeres eller overbelastes af livsbegivenheder som skilsmisse, misbrug, svigt, sorg osv. Alt sammen noget der skaber ubalance eller blokerer i os. Og negative følelser som had, skyld, egoisme, paranoia, utålmodighed og selvmedlidenhed er alle tegn på at vores chakra har brug for at blive fikset.

Det lyder alt sammen meget Hellig-Helle agtigt, og for en forudindtaget og hård pige som mig, tog det lang tid at købe ind i al det 'holisme halløj'.

Men for 3 søndage siden fik jeg så mit 'gennembrud'. Efter at have udført camel i de ca 30 sekunder den varer, og efterfølgende lagde mig ned i savasana (dead body pose - hvor man skal ligge bumstille i 20 sek, inden næste pose starter), brød jeg fuldstændig sammen. Tårerne begyndte pludselig at vælte ud af mine øjne, og jeg kunne ikke stoppe igen. Hver gang jeg prøvede at rejse mig op og fortsætte, fossede der bare mere vand ud af mine øjne.

Det var den mest intimiderende, grænseoverskridende og voldsomme oplevelse jeg nogensinde har haft. Du ligger i forvejen halvnøgen, i et 40 grader svedigt, mega varmt og 'klamt' rum med en masse fremmede mennesker, og har kun dig selv, din måtte og din vanddunk, og absolut ingen steder at gemme dig. Og man forlader ikke rummet. Det er en af reglerne/udfordringerne i Bikram.

Efter ca. et minuts selvkontrol og forfængelighed gav jeg helt slip og tillod mig selv at tude og være ked af det. Slippe. Og bare lade det ske. Ikke hyle uhæmmet med lyd, men lukke op og lukke ud. Forløsende. Fantastisk.

Men efterveerne har næsten været vildere end selve gennembruddet. For pludselig gik det op for mig, at en skilsmisse der har siddet i min krop i 9 år endelig for alvor havde forladt sin resistens. Blokeringen var pift væk. Og erkendelsen af, at jeg i sommer fandt ægte og dybsindig kærlighed der lærte mig at elske oprigtigt for første gang i mit liv, nu i stedet havde bosat sig i min krop.

Pludselig blev det til en erkendelse af, at jeg virkelig havde fået en gave som jeg aldrig kommer til at slippe, men vil tage med mig resten af mit liv: At elske. 39 år har det taget mig at finde den sande nøgle til at elske. Og det var ALDRIG sket hvis ikke jeg for 2 år siden lod mig slæbe med ned i 'helvedessaunaen'.

Jeg er ikke blevet hellig, og danser stadig om kap med mine dæmoner. Men jeg er i en process som jeg er blevet dybt afhængig af. Jeg har en større universel taknemmelighed overfor det menneske jeg er blevet i dag, i forhold til den jeg var engang i et ægteskab, hvor materialisme og kynisme stod øverst på dagsordenen.

Jeg er dybt taknemmelig over at jeg har et sted at tage hen og grounde mig selv hver gang jeg er ude og skide. Men mest af alt, er jeg pisse hamrende lykkelig over, at jeg ikke ser de sidste 9 år som single som noget negativt, men som en rejse der har været hamrende nødvendig for at gøre mig så klar som jeg er i dag. Klar til kærlighed. Den slags kærlighed man skriver sange, digte og statusopdateringer om. Jeg er ikke i mål. Men jeg er på vej. Og jeg er klar. Af hjertet tak <3


onsdag den 9. oktober 2013

Jeg holder af den store kærlighed i den lille hverdag

'Jeg holder af hverdagen', sagde Dan Turéll i 1984. Og det gør jeg også her i 2013. 
Og jeg holder også af kærligheden. Ikke den pompøse, flødeskumspiskende, forcerede og facebooksbekræftende kærlighed. Men den der kærlighed, der omgående finder ro i sit passionerede og flamboyante indtog. 

Kærligheden som definerer dit Id, tilsidesætter dit ego og berettiger dit eksistens-
grundlag. Kærligheden der uden at blinke, transformerer leverpostej til foie gras,
og er så blid og fin i sin form, at du kan dele den med din øjenvippe. Den store kærlighed der trives i den lille hverdag. 

For det er jo i virkeligheden det det handler om. De små ting i livet. De små ting i hverdagen; 

At skrælde flere hundrede æbler og lave æblemost sammen. At kysse ham blidt i nakken når arbejdet har gnavet hårdt på ryggraden. At besøge Holme Olstrup selvom man svor man aldrig ville sætte sine ben i den by. At plukke kastanjer og kaste smut ud over Københavns søer. At få plaster på såret og hensynsbetændelsen. At bage speltbrød. 
At ikke bage speltbrød. At skifte lorteble på drømmebaby. At gå tur i dyrehaven og drikke lunken kolbekaffe. At ligge i en doven ske på sofaen til søndagssporten.

At smutte til Paris en onsdag morgen fordi weekender er noget opreklameret pis.
At skændes over mælkeprodukter i køledisken i Netto og gå ud og make-up-drikke et koldt glas Chablis i solen. At kysse din kæreste på armen når hun skifter kanal til fodboldkampen. 

At vende hjem i hinanden når man ikke kan finde hjem, og ellers instagramme' hvor man er, så han kan komme og hente dig. At nuldre tær på hinanden, selvom de er rønnebær. At se Familien fra Bryggen og ha fælles opperen over Linses babbedutter, der lader til at vokse synkront med seertallene. 

At knalde i en rutchebane på en forladt legeplads i en sen fredagsbrændert. At lave en mislykket gourmet-ret og hente svin & vin hos Mr. Lee i stedet. At dedikere en hel søndag til dårlige B-film og snærve sig igennem halvdelen. At ridse den andens navn i vandpytten til duften af våd asfalt. 

At trampe italienske druer på en mandag, og kysse på fransk. At vide han foretrækker en tude-cortado og stadig ikke går på kompromis med sin maskulinitet. At elske hende for at snorke, også når hun dagdrømmer. At sætte pris på det femte krydderi, selvom man har en grim peberkværn. At få halbal i maven når du vågner og han har skrevet en besked til dig i kaffegrumset. 

Når du på et brunt værtshus, akkompagneret af et raflebæger og en kold fra kassen, er sammen med dine venner, og tar dig selv i at smile stille og stolt over din kæreste, som lige er gået i baren efter en runde granatæbleshots.

Når du uden grund får lyst til at hylde hverdagen og kærligheden, præcis som jeg har fået lige nu. Så er du landet et kærligt sted i dig selv. Du skal ikke bekymre dig om morgen-
dagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv. Så smil og slap af. Nyd kærligheden. Nyd hverdagen. Hver dag.