torsdag den 11. december 2014

Åh livet er sgu så vildt ind i mellem - Mit er i hvertfald. Smukt, skørt, sindssygt og til tider, rimelig rowdy. Fatter ikke altid at jeg selv kan følge med...
For lidt over et halvt år siden satte jeg min lejlighed til salg. Samtidig rodede jeg forvirret rundt i kærlighedsgryden, og fagligt, forelskede jeg mig også mere og mere i min freelancearbejdsplads, og ville have mere og mere fast fremfor free ind i den ligning. Som sommeren gik voksede lejlighedsfrustrationerne, da der absolut intet skete, og jeg satte, efter rådgivning fra min, nu daværende, ejendomsmægler, prisen ned. Lidt dumt iflg andre ejendomsmæglere, da den absolut var sin pris værdig. Men jeg var desperat efter salg, samtidig med at tankerne om residens på Frederiksberg voksede simultant med den overordnede ro, jeg jo sådan ønskede at skabe i mit nu 40 årige liv.
Så kom efteråret. Der blev lagt låg på den rodede kærlighedsgryde, og så kom tilbuddet om mere fast kærlighed til Sydhavnen i hele 2015 dumpende ind. Opturshurra for lækker arbejdsplads og endnu flere opgaver og oplevelser på den konto,- og det første flueben om ro og lykke hermed sat. 
Så kom vinteren og med den lidt ny love i gryden, - og hey, pludselig havde jeg tilmed en køber til min lejlighed. Ikke via min ejendomsmægler, som jo ikke havde lykkedes at sælge min lejlighed på det halve år vi havde et samarbejde, men via mig selv. Men da den lejlighed jeg skulle ha flyttet ind i, når jeg fik denne solgt, ikke længere var en option, og jeg stod med en køber, en kontrakt og en dato, - så panikkede jeg, og kom til at sige ja til en kæmpe kasse inde i K, som både var fed, stor, lækker. - og dobbel så ditto dyr. 
Den anden nat vågnede jeg så op kl 02. Lysvågen, urolig og irriterende bekymret lå jeg og spekulerede mig selv halvt ihjel resten af natten. Det gik op for mig, at ved at rykke ind i KbhK-lejligheden, ville jeg ikke alene sætte mig selv i (endnu) en dyr levesituation, men jeg ville lige præcis gøre det modsatte af, hvad årsagen til at jeg satte min lejlighed til salg i første omgang var, - at binde mig selv til stress, være bagud hele tiden, løbe ekstra stærkt efter flere opgaver, og kun kunne trække vejret halvt. Jeg ville fortsætte med at overleve, og ikke begynde at leve, - som jo var min oprigtige plan og hele årsagen til at sælge og fritstille mig selv i mit eget liv.
I går krydsede skæbnen så klinger. Dagen efter 'åbenbaringsnatten', om man vil. Mens jeg i det vildeste søvnunderskud sad og skrev en mail til KbhK-lejligheds-advokaten om, at jeg måtte trække mig og ikke alligevel kunne takke ja til den tilsendte og, næsten underskrevne, lejekontrakt, fik jeg et opkald fra min veninde, Mira, som skulle fremleje hendes lejlighed i Rømersgade det næste halvandet års tid, og om det kunne være noget for mig. Om det ku?! Det tror jeg vist nok det ku! Ja, det ku jo i virkeligheden ikke blive mere perfekt! Størrelse, beliggenhed, økonomi og tanken om at et menneske med den fedeste karma og det smukkeste sind boede der, var jo lige til at lukke op og flytte ind i. Så jeg tog ud og kiggede på den efter arbejde, og da jeg en kop thé's tid senere var på vej hjem, var jeg ikke i tvivl; Jeg havde lige fået et snigkig ind i mit nye liv. Og jeg ku li det.
Klip til i dag, hvor vi efter en praktisk opturssnak i telefonen, har lavet en deal, og jeg nu sidder, midt i arbejdsbriefinger og opgaver, helt forpustet og overfører depositum, laver aftale om at flytte inden jul, noterer mig at jeg skal huske at melde flytning, aflæse el, booke flyttemænd, huske at kysse under misteltenen, og efter bedste evne, prøve at jonglere med de 1000 bolde der pt er i luften. Pust.
Som først skrevet, så tænker jeg ret tit over hvordan jeg selv kan følge med i mit eget liv. Men på en'll'anden måde lykkes det altid at få vendt skuden og snuden den rette vej. Omend jeg snubler herremange gange på min vej. Og selvom jeg nogen gange roder mig selv ud i de vildeste situationer, som på mange omkring mig kan virke forvirrende, overvældende, spontane og/eller langt ude, ja så lykkes det mig sgu altid at og lande et sted der giver mening. Fnis, ihvertfald overfor mig selv. 
Så, når jeg nu om små 2-3 uger sidder i Rømersgade, puster ud til et glas champagne, går en tur ned til søerne og skimter mod Vesterbro, så vil jeg hæve mit glas og takke Istedgade, gaden der aldrig gav op, særligt ikke overfor mig, for de smukkeste 6 år af mit liv. Kæft jeg har elsket hver en brosten, hvert et værtshus, hver en løbetur og hver en eksistens 
Ps tager min kærlighedsperle, mine yndlingsserier, min opdragelse og min evigt håbløse txt-dialog med datteren med over i det nye liv. Det bliver sgu sjovt  


mandag den 21. april 2014

Det er præcis det her det hele handler om. Livet. Tilværelsen. Eksistensen.



Var nede og gå morgentur og lufte Buddy, Ditte & Andreas' hund, nede på stranden kl 08 i morges. Noget alle der har hund hernede gør. Hunden op på scooteren, bare tær, og ned og gå en tur og mærke øen vågne. Disse mennesker, disse lokale eksistenser på dette billede, mor, far og barn, var ditto nede på stranden. Der lå en fredfyldt og rolig dyne hen over horisonten, og deres fødder bevægede sig stille og synkront med bølgerne der tiggede vej gennem sandet og ind på land.

Jeg har rejst i Thailand mange mange gange i mit liv, men det har aldrig været et land jeg kunne forestille mig, eller tænke mig at slå mig ned i. Det her, er bare noget andet. Jeg har simpelthen ikke lyst til at tage hjem igen. Det er svært at forklare, men jeg vil gøre et forsøg.

Inden jeg rejste hertil for en uge siden i dag, var jeg så fyldt op af stress, bekymringer, ængstelse, følte mig ofte modløs og ufuldkommen og manglende overblik og overskud. Godt opbrugt. Jeg havde det sidste års tid spekuleret mig selv ihjel over hvad faen der var galt med mig. Jeg følte jeg hang i neglespidserne med røven i vandskorpen. Konstant. Jeg overlevede men levede ikke.

Det konstante ansvar ved at være alene om det hele. Køre virksomhed op, skaffe opgaver nok til næste måneds husleje, være mor på mere eller mindre fuld tid, hele tiden kanalisere overskud og energi ud til at være en masse for en masse. Og meget lidt for mig selv.

Jeg granskede i mit inderste efter svar, ledte i alle afkroge af mit liv efter en eller anden nøgle, der kunne låse min krøllede sjæl op, og slippe alt det triste væk. Men kunne ikke finde den. Og så kaldte denne rejse. Min kære veninde skulle forevige hendes hjerte til hendes livs kærlighed. Jeg tænkte i over et halvt år at jeg slet ikke havde råd. Men også, at jeg heller ikke havde råd til at lade vær.

Det har allerede nu vist sig at være den absolut bedste investering jeg nogensinde kunne foretage. Alle svar og nøgler er langsomt begyndt at vise sig. Drypvis. Dag for dag.

Det er gået op for mig, at jeg de sidste 2 års tid, er blevet et andet menneske end det jeg har været de sidste mange mange år. Mit værdisæt har ændret sig. Mine ønsker og mine drømme er ikke længere de samme. Og det er eddermama en underlig ting når man er ved at kysse de 40. Troede i længere tid at jeg var ved at få en midtvejskrise, og det er jeg måske også. Men så er den ihvertfald ikke negativ. Har jeg nu fundet ud af. Jeg vil ganske enkelt ikke de samme ting mere, som jeg har gået og troet (og stræbt efter) de sidste 30 år. Mit fokus har rykket sig, og det kan være skræmmende og angstprovokerende når man ikke kender den nye destination, det har rykket sig hen til.

I alle mine tyverne og en stor del af trediverne handlede mit liv kun om een ting; at få status og tjene penge. Flere og flere penge. For 2 år siden var jeg i en stilling hvor jeg tjente 70 kg om måneden, havde fri tlf og internet, masser af goder og levede 'det fede liv'. Men jeg var stadig ikke en skid lykkelig. Der manglede hele tiden noget. Hvis ikke den nyeste gadget, så en ny HAY sofa, en taske, et besøg på en endnu dyrere restaurant end sidst. Et eller andet. Hullet blev større og større. Mer ville ha mer.

Så gik jeg selvstændig og startede fra 0. Intet sikkerhedsnet. Ingenting. Bare mig og en vision og mission om at lykkes. Om at JEG skulle lykkes. Med yogaen som menneske. Med UnderHerskind som person. Hurtigt gik det op for mig at det at være iværksætter uden en stor fed kassekredit eller en livspartner som støtteben, ikke var for børn. Og med det, begyndte mit værdisæt langsomt at ændres. Pludselig var de materielle og overfladiske goder i livet ikke så vigtige. Nu gjaldt det bare om at tjene nok til at vi kunne beholde lejligheden, vores base, så skulle det nok gå.

Siden jeg satte fod på denne indonesiske jord, har der meldt sig en ny form for ro. Eller, jeg begaves dagligt med små epophanys. Åbenbaringer omkring livet, hvad det i bund og grund handler om, og hvad der skal til for at jeg trives.

Disse mennesker på denne strand på billedet fra i morges, smittede mig med en ubeskrivelig, og pt, urealistisk, lyst og i særdeleshed, trang, til at stå af ræset derhjemme. Jeg gider sgu ikke mere. Jeg orker ikke presset, forventningerne og den konstante higen efter mer. Jeg længes efter det simple liv, som i min optik udemærket kan være det gode liv.

Alle stresser rundt konstant for at tjene flere og flere penge til at købe flere og flere ting, som skaber flere og flere huller, som skal fyldes af flere og flere ting, som kræver at man tjener flere og flere penge.

Havde jeg ikke en datter der boede hjemme, tog jeg hjem og solgte min lejlighed og mine ting. Har ikke brug for en HAY sofa af uld hernede alligevel. Og jeg har ikke savnet den et splitsekund mens jeg har været her. Denne del af byen har flere små 'kolonier' hvor vesterlændinge har sluppet livet i overhalingsbanen, taget det de er gode til og elsker, i mit tilfælde, at være Art Director, og slået sig ned i en mere simpel, dog fuldt ud funktionel livsstil, som er en god blanding af alt det bedste vi som europæere elsker, blandet med den indonesiske kultur, der kun indbyder til at tage det stille og roligt.

Alle australske som danske som svenske som engelske kvinder og mænd på min alder, nuldrer rundt med et sageligt smil, en fed energi, som ikke kan købes for penge, og som jeg ikke har spottet på nogle i København nogensinde. De starter dagen med at tage i mod livet, og ikke gøre sig klar til livet. Den daglige dosis sol giver deres kinder glød og deres hud næring, og fælles for dem alle er; deres sjæl skinner igennem. Og den er sundere end på nogen af dem jeg kender derhjemme. Dem jeg kender rigtig godt som boede hjemme for måske 2 år siden, er næsten ikke til at kende. Derhjemme havde de eksem, udslæt, stressede rundt, var irriterede, og havde bare en grundlæggende mistrivsel. Ser jeg nu. Og fælles for dem som jeg har snakket med er; de har ikke fortrudt et splitsekund at de valgte at stå af, pakke deres habengut og skride ned til det liv de står op til hver dag.

Jeg emigrerer nok ikke foreløbig. Men denne rejse har sat en anden rejse i gang inde i mig. Det er ikke utænkeligt at jeg ikke bor på Vesterbro om 5 år. Det tror jeg simpelthen ikke jeg gør. Jeg kommer aldrig til at få denne følelse af ro og tilfredshed hjemme i travle og præstationsangstmarinerede DK. Selvfølgelig kommer jeg til at trives og hurtigt kommer jeg til at nuldre mig ind i hverdagens hurlumhej igen når jeg kommer hjem. Men det er sgu ikke livet. Det her er livet. Ikke at skynde sig. Ikke at løbe og løbe og løbe og ikke se meningen med hvor man løber hen. Jeg gider ikke løbe mere. Jeg vil gå. Og det ved jeg at jeg gør en dag 



mandag den 31. marts 2014

De stakkels mænd

Kan godt blive indigneret over mænds manglende muligheder og tilbud i vores samfund. Dette være sig i forældremyndighedssager, men også bare helt generelt. Jeg er selvfølgelig stolt og glad over gentlemantanken overfor mit eget køn, - at vi skal behandle kvinder ordentligt, og at der bliver gået en ekstra mil når det kommer til kvinder i knibe. Men når jeg ser hvor mange hjemløse mænd vs kvinder, som hutler stakåndet rundt på Vesterbro og forsøger at få deres fucked up liv til at hænge sammen, ikke give mening - men hænge sammen, bliver jeg trist og begynder at reflektere. Jeg synes simpelthen ikke vi passer ordentligt på vores mænd. Der ligger en forudindtaget "de er skaffedyr/alphahanner (indsæt selv flere roller) og de er sat på jorden for at passe på deres kvinder og børn, så derfor skal de bare tage en tudekiks og ta sig sammen" - holdning derude.

Det er sjældent synd for dem, og desværre oftere mere patetisk. Jeg tænker det må være det absolut vildeste pres at være mand og gå ned med flaget i dag. Om han gør det 'mildt' og 'bare' overfor konen og/eller vennerne (hvis han overhovedet tør), eller om han ender på Mændenes Hjem, er underordnet. For med de forudindtagede og samfundsskabte holdninger og forventninger der er til hankønnet derude, må det være så forbandet negativt selvforstærkende at være en mand der taber sutten i vore dage. Jeg tænker alt fra soldater med posttraumatisk stress, direktører der går fallit, og den 'almindelige' mand der bare ikke kan klare mere.

Og så tænker jeg på mit eget køn, og de tilbud og ressourcer der er til rådighed når det samme sker for os. Men mest, den generelle holdning om, at det er mere 'okej' at være sårbar og skrøbelig som kvinde. At vi alle lider af hensynsbetændelse når det kommer til os kvinder, men begynder at blande begreber som værdighed, ærbødighed og stolthed ind, når det kommer til vores mænd.

Ved godt jeg sidder og elaborerer over et måske selvsvingsagtigt emne, men mødet med en hjemløs mand i dag, som hvis karisma fortalte mig, at han LIGE havde haft et helt almindeligt liv og endnu ikke havde fået tilsmudset sine holdninger og værdier af det liv han var tvunget ud i, fik mig til at stoppe op, og tænke over; Hvornår var det lige vi slap dem? Hvornår tillod vi at det måtte gå galt? Og hvorfor er der ikke flere ressourcer til vores (store) små helte derude? Jeg blev bare så berørt og ked, da jeg tydeligt kunne se, at han kæmpede om kap med værdigheden og selvjustitsen på en måde, som han ikke burde gøre i den situation han nu engang var i. Nå, nok om det. Har bidraget med 4 smøger og et køb af Hus Forbi, givet samfundet en metaforisk opsang, og vil om lidt tage til fest og gøre mit til, at det modsatte køn føler sig komfortabelt og afslappet i mit selskab, og sku de få behov for en skulder, så har jeg en herrestor en af slagsen 

mandag den 3. marts 2014

At rejse er at overleve

2014. En art destination. Eller mellemstation. Her befinder jeg mig i hvertfald nu. Og her bliver jeg lidt endnu.

2004. Ti år siden. Der blev jeg forladt. Gået fra. Gået i stykker. Gået fra forstanden. 

Og så stak jeg af. Sagde farvel og adjø til den og det jeg havde været i 30 år, og skulle nu stifte bekendskab med et helt nyt menneske, som jeg aldrig havde mødt før, og som jeg slet ikke kendte. Og hun var skør. Eller, hun var ikke en person jeg tidligere ville ha valgt som rejseledsager. Men det blev hun. Og det kunne ikke være anderledes.

Hurtigt blev jeg draget ind i hendes mørke ulykkelige verden, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg måtte være hendes lys. At jeg måtte hjælpe hende med at finde vejen. At jeg måtte strø brødkrummer på vores vej, hvis vi nogensinde skulle finde ud af mørket igen.

Og det blev en lang rejse vi skulle på. De første små fem år var et sandt lille helvede, hvor jeg også skulle introduceres for flere af hendes dæmoner. Jeg blev slæbt igennem den Selvdestruktives Mørke Skov, hvor træerne var tunge og omklamrende som tåge lavet af bly, og hvor vindens advarende hvisken hverken kunne trænge igennem. Eller trænge igennem.

Ind i mellem gled vi på den mudrede sti, ind i mellem snublede vi og stod i kviksand til halsen, og ind i mellem klamrede vi os til træerne rå stammer, for ikke at vælte helt om kuld. 

Men ind i mellem skinnede en månestråle så skarp, at nattens trolde forblændedes, og opgav deres jagt efter os. Ind i mellem.

Og vi gik og gik på vores bare tær, hvor skovbunden der var fyldt med nåletræernes afviste bastarder, stak og rev i vores fødder, så vi blødte jorden til mos. Men vi gik.

Efter mange års rejse begyndte jeg at forene mig med hendes dæmoner. Acceptere dem. Ja måske enddog respektere dem. Og en dag blev vi gode venner. Jeg lærte lige så stille at danse med dem, og ikke kæmpe i mod dem. 

"Hold dine venner tæt, og dine fjender endnu tættere", var hvad min mørke veninde altid havde sagt til mig. Og måske forstod jeg først for alvor nu, hvad det var hun havde ment. 

Nogen tid efter de nystiftede venskaber, begyndte lyset at bryde frem - Pludselig ænsede jeg en lysning. En grøn håbefuld plet et stykke ude i horisonten. Og den stilede jeg mod. 

Jeg kunne mærke jeg begyndte at tage førerskab på vores deroute, som jeg ellers havde været 2 skridt bagefter. Brødkrummerne slap op, og der var ikke længere nogen vej tilbage. Nu var der pludselig kun én vej frem, og jeg kunne mærke en iver for at nå hen til den grønne plet.

Mørket slap op. Og så var der lys. Og grønt. Jeg ville vende mig om og fortælle min veninde den gode nyhed, men hun var væk. Min mørke veninde havde ikke kunnet følge med. Jeg blev bange og trist og råbte og skreg efter hende. Men hun var væk. Pistborte.

Men så. Så hørte jeg vinden. Jeg kunne for første gang i mange år høre vinden. Mærke vinden. Røre ved vinden. Den hviskede ikke længere. Og den var ikke en vind. Den var et åndedræt. Et stort, langt, dybt drag fra næsen, ned i gennem halsen, forbi hjertet og lungerne, ned i maven, ned til fødderne der langsomt helede, og op igen. Sådan blev jeg ved med at lade vinden kæle for min krop. Sådan trak jeg vejret.

Og jeg fyldtes med en glæde og energi, som jeg ikke havde mærket eller kunnet genkende i mange år. Jeg lod vinden føre mig videre, og jeg følte mig fri. Bare fri.

I dag er jeg forsat på mit rejse, og det vil jeg nok altid være. Men jeg er landet et fint sted som danner et fint udgangspunkt for den næste destination. Og jeg er alene og uden min mørke engel.

Eller, helt alene er jeg så ikke. For hun efterlod et par af hendes dæmoner. Men jeg lader dem gerne slå følge, for jeg har af hele mit hjerte lært at elske og rumme dem. De er slet ikke så slemme at ha med. Og de minder mig venligt og insisterende om en tid i en skov, som jeg nødig vil tilbage til. Og sjovt nok føler jeg at de altid vil passe på mig, uanset hvor få eller mange misvisende krummer vi kommer til at støde på vores vej.

H. C. Andersen sagde: At rejse er at leve. Men jeg er ikke enig. At rejse er at overleve. Vi SKAL rejse. Hvis vi ikke rejser, stagnerer vi. Og vi skal også rejse flere gange i vores liv. Og når vi lander på vores destination, eller vores mellemstationer; SÅ skal vi leve 

onsdag den 22. januar 2014

Hov

Okej, jeg fredags-elaborerer lige over kærligheden mens jeg sidder og arbejder, ellers blir det sgu for leverpostej det hele.

Altså, er det ikke noget med, at alle dem man møder, hvor man fra start kan mærke en eller anden form for ubalance, selv en lillebitteminismule - er et tegn på at det så ikke er den rette du har mødt? Men hvor du derimod i det øjeblik du møder den, hvorpå I ryger i sync fra første sekund, og hvor følelsen af symbiose og samhørighed er så fucking fantastisk og overvældende, og hvor kærligheden bare vokser og vokser og vokser og det føles som det mest naturlige, fra begge parter, at gå all in fra start, - at så har du lige præcis mødt den rette? Din sjæleven?

Det tænker jeg. For det er jo den absolut fedeste, smukkeste, mest magiske og afhængighedsskabende følelse i hele verden.

Først dér ved man jo i virkeligheden hvordan ægte kærlighed skal føles, og først dér, har man lært at genkende den, hvis man skal ud og genfinde den på et senere tidspunkt.

Og det er jo egentlig fantastisk. For det gør det jo SÅ meget nemmere at sortere dem fra hvor man bare véd, at det ikke er rigtigt. Men det sutter samtidig mega røv, fordi man også véd, at man ikke kommer til at opleve det ret mange gange i sit liv, og derfor kommer til at bruge lang tid på at finde den. Igen. Hvis nogensinde.

Og sagen er vel den, at når man har oplevet lige præcis den form for kærlighed, vil den ugrandgiveligt sætte standarden fremadrettet. Som jo så resulterer i, at man hverken kan, eller vil, lade sig nøjes. Eller gå på kompromis for den sags skyld, - for hvorfor i al verden skal hjertet slå sig til tåls med 2. division, når det een gang har oplevet Superliga? Selv de dyreste spillere kan ikke smides på banen, hvis hjertet allerede har sparket dem til hjørne.

Jeg synes at alle mennesker fortjener at stifte bekendtskab med deres sjæleven på et eller andet tidspunkt i deres livsforløb. Også selvom det måske er under dårlig timing og ikke kan lade sig gøre at forfølge. Fordi dét, at lukke en følelse ind i dit liv, som måske kun banker på den ene gang, altid, uagtet hvad, vil være provider af juice til de næstkommende følelser. Og dermed din fremtidige kærlighedsrelation. Og burde det ikke være en ambition i sig selv? At, uanset hvad her i livet, altid leve med passionen på førersædet og fornuften på bagsædet?

Spørgsmålet er så bare, om vi kun får lov at opleve den sjæleven én gang, eller om vi får en ny for hvert kapitel vi går ind i på vores livsrejse? Jeg ved det ærligt ikke. Jeg har selv kun oplevet det en gang i mit liv. Indtil videre.

Nå, back to work og dejlig fredag til alle, - må den emme, nej vent, kampstinke af lækker og uundgåelig kærlighed derude  (indsæt selv Marie Key - Uden Forsvar 

mandag den 13. januar 2014

Heja Sverige

Godmorgen. I dag er det 200 års dagen for fred i vores smukke naboland Sverige. Jeg vil markere dagen med at iklæde mig en midsommerstang sirligt pyntet til lejligheden, tage elgen på arbejde, få lavet en stor fed dragetattoo på ryggen og recitere Stieg Larsson i takt med nålens summen, fika köttbullar og lingon fra morgenstunden, prøveknalde en seng i IKEA, tude lidt til Kent, mindes mit første kys som 13 årig foræret af Göran over vores cykler på en lille bro i Fucking Åmål, tyre med surströmming fordi der ikke findes sjovere og mere ildelugtende fryd på dåse, adoptere Alfons Åberg, smide min dekadence i öresund og gi en krammer til Carl 16. Gustav, spise smultron fra en sprød skovbund, snitte en flabet træfigur og skamme mig lidt i mens, købe Hus Forbi og spørge om han tar SEK, sige jeg skal bajsa på stakittet og fnise når nogen anbefaler Flugger, drikke mig stiv i Nyhavn og spørge en blondine om vi skal knulla, reflektere lidt over hvorfor mænd der er lige awesomme til film og ski, skal hedde Ingmar og ingemar og lade et e skille dem ad, servere blodpølse på knækbrød i aften fordi det er det tætteste du kommer på foie gras uden at skamstraffe andet end dine smagsløg, også adoptere Max von Sydow og Stellan Skarsgård, råbe Polis Polis Potatisgris efter ordensmagten, og endeligt, som den joviale og godtroende skabssvensker jeg er, slutte aftenbønnen af med et af de gamle svenske ordsprog: Der findes ingen farlige ben i kartofler