Kan godt blive indigneret over mænds manglende muligheder og tilbud i vores samfund. Dette være sig i forældremyndighedssager, men også bare helt generelt. Jeg er selvfølgelig stolt og glad over gentlemantanken overfor mit eget køn, - at vi skal behandle kvinder ordentligt, og at der bliver gået en ekstra mil når det kommer til kvinder i knibe. Men når jeg ser hvor mange hjemløse mænd vs kvinder, som hutler stakåndet rundt på Vesterbro og forsøger at få deres fucked up liv til at hænge sammen, ikke give mening - men hænge sammen, bliver jeg trist og begynder at reflektere. Jeg synes simpelthen ikke vi passer ordentligt på vores mænd. Der ligger en forudindtaget "de er skaffedyr/alphahanner (indsæt selv flere roller) og de er sat på jorden for at passe på deres kvinder og børn, så derfor skal de bare tage en tudekiks og ta sig sammen" - holdning derude.
Det er sjældent synd for dem, og desværre oftere mere patetisk. Jeg tænker det må være det absolut vildeste pres at være mand og gå ned med flaget i dag. Om han gør det 'mildt' og 'bare' overfor konen og/eller vennerne (hvis han overhovedet tør), eller om han ender på Mændenes Hjem, er underordnet. For med de forudindtagede og samfundsskabte holdninger og forventninger der er til hankønnet derude, må det være så forbandet negativt selvforstærkende at være en mand der taber sutten i vore dage. Jeg tænker alt fra soldater med posttraumatisk stress, direktører der går fallit, og den 'almindelige' mand der bare ikke kan klare mere.
Og så tænker jeg på mit eget køn, og de tilbud og ressourcer der er til rådighed når det samme sker for os. Men mest, den generelle holdning om, at det er mere 'okej' at være sårbar og skrøbelig som kvinde. At vi alle lider af hensynsbetændelse når det kommer til os kvinder, men begynder at blande begreber som værdighed, ærbødighed og stolthed ind, når det kommer til vores mænd.
Ved godt jeg sidder og elaborerer over et måske selvsvingsagtigt emne, men mødet med en hjemløs mand i dag, som hvis karisma fortalte mig, at han LIGE havde haft et helt almindeligt liv og endnu ikke havde fået tilsmudset sine holdninger og værdier af det liv han var tvunget ud i, fik mig til at stoppe op, og tænke over; Hvornår var det lige vi slap dem? Hvornår tillod vi at det måtte gå galt? Og hvorfor er der ikke flere ressourcer til vores (store) små helte derude? Jeg blev bare så berørt og ked, da jeg tydeligt kunne se, at han kæmpede om kap med værdigheden og selvjustitsen på en måde, som han ikke burde gøre i den situation han nu engang var i. Nå, nok om det. Har bidraget med 4 smøger og et køb af Hus Forbi, givet samfundet en metaforisk opsang, og vil om lidt tage til fest og gøre mit til, at det modsatte køn føler sig komfortabelt og afslappet i mit selskab, og sku de få behov for en skulder, så har jeg en herrestor en af slagsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar