Var nede og gå morgentur og lufte Buddy, Ditte & Andreas' hund, nede på stranden kl 08 i morges. Noget alle der har hund hernede gør. Hunden op på scooteren, bare tær, og ned og gå en tur og mærke øen vågne. Disse mennesker, disse lokale eksistenser på dette billede, mor, far og barn, var ditto nede på stranden. Der lå en fredfyldt og rolig dyne hen over horisonten, og deres fødder bevægede sig stille og synkront med bølgerne der tiggede vej gennem sandet og ind på land.
Jeg har rejst i Thailand mange mange gange i mit liv, men det har aldrig været et land jeg kunne forestille mig, eller tænke mig at slå mig ned i. Det her, er bare noget andet. Jeg har simpelthen ikke lyst til at tage hjem igen. Det er svært at forklare, men jeg vil gøre et forsøg.
Inden jeg rejste hertil for en uge siden i dag, var jeg så fyldt op af stress, bekymringer, ængstelse, følte mig ofte modløs og ufuldkommen og manglende overblik og overskud. Godt opbrugt. Jeg havde det sidste års tid spekuleret mig selv ihjel over hvad faen der var galt med mig. Jeg følte jeg hang i neglespidserne med røven i vandskorpen. Konstant. Jeg overlevede men levede ikke.
Det konstante ansvar ved at være alene om det hele. Køre virksomhed op, skaffe opgaver nok til næste måneds husleje, være mor på mere eller mindre fuld tid, hele tiden kanalisere overskud og energi ud til at være en masse for en masse. Og meget lidt for mig selv.
Jeg granskede i mit inderste efter svar, ledte i alle afkroge af mit liv efter en eller anden nøgle, der kunne låse min krøllede sjæl op, og slippe alt det triste væk. Men kunne ikke finde den. Og så kaldte denne rejse. Min kære veninde skulle forevige hendes hjerte til hendes livs kærlighed. Jeg tænkte i over et halvt år at jeg slet ikke havde råd. Men også, at jeg heller ikke havde råd til at lade vær.
Det har allerede nu vist sig at være den absolut bedste investering jeg nogensinde kunne foretage. Alle svar og nøgler er langsomt begyndt at vise sig. Drypvis. Dag for dag.
Det er gået op for mig, at jeg de sidste 2 års tid, er blevet et andet menneske end det jeg har været de sidste mange mange år. Mit værdisæt har ændret sig. Mine ønsker og mine drømme er ikke længere de samme. Og det er eddermama en underlig ting når man er ved at kysse de 40. Troede i længere tid at jeg var ved at få en midtvejskrise, og det er jeg måske også. Men så er den ihvertfald ikke negativ. Har jeg nu fundet ud af. Jeg vil ganske enkelt ikke de samme ting mere, som jeg har gået og troet (og stræbt efter) de sidste 30 år. Mit fokus har rykket sig, og det kan være skræmmende og angstprovokerende når man ikke kender den nye destination, det har rykket sig hen til.
I alle mine tyverne og en stor del af trediverne handlede mit liv kun om een ting; at få status og tjene penge. Flere og flere penge. For 2 år siden var jeg i en stilling hvor jeg tjente 70 kg om måneden, havde fri tlf og internet, masser af goder og levede 'det fede liv'. Men jeg var stadig ikke en skid lykkelig. Der manglede hele tiden noget. Hvis ikke den nyeste gadget, så en ny HAY sofa, en taske, et besøg på en endnu dyrere restaurant end sidst. Et eller andet. Hullet blev større og større. Mer ville ha mer.
Så gik jeg selvstændig og startede fra 0. Intet sikkerhedsnet. Ingenting. Bare mig og en vision og mission om at lykkes. Om at JEG skulle lykkes. Med yogaen som menneske. Med UnderHerskind som person. Hurtigt gik det op for mig at det at være iværksætter uden en stor fed kassekredit eller en livspartner som støtteben, ikke var for børn. Og med det, begyndte mit værdisæt langsomt at ændres. Pludselig var de materielle og overfladiske goder i livet ikke så vigtige. Nu gjaldt det bare om at tjene nok til at vi kunne beholde lejligheden, vores base, så skulle det nok gå.
Siden jeg satte fod på denne indonesiske jord, har der meldt sig en ny form for ro. Eller, jeg begaves dagligt med små epophanys. Åbenbaringer omkring livet, hvad det i bund og grund handler om, og hvad der skal til for at jeg trives.
Disse mennesker på denne strand på billedet fra i morges, smittede mig med en ubeskrivelig, og pt, urealistisk, lyst og i særdeleshed, trang, til at stå af ræset derhjemme. Jeg gider sgu ikke mere. Jeg orker ikke presset, forventningerne og den konstante higen efter mer. Jeg længes efter det simple liv, som i min optik udemærket kan være det gode liv.
Alle stresser rundt konstant for at tjene flere og flere penge til at købe flere og flere ting, som skaber flere og flere huller, som skal fyldes af flere og flere ting, som kræver at man tjener flere og flere penge.
Havde jeg ikke en datter der boede hjemme, tog jeg hjem og solgte min lejlighed og mine ting. Har ikke brug for en HAY sofa af uld hernede alligevel. Og jeg har ikke savnet den et splitsekund mens jeg har været her. Denne del af byen har flere små 'kolonier' hvor vesterlændinge har sluppet livet i overhalingsbanen, taget det de er gode til og elsker, i mit tilfælde, at være Art Director, og slået sig ned i en mere simpel, dog fuldt ud funktionel livsstil, som er en god blanding af alt det bedste vi som europæere elsker, blandet med den indonesiske kultur, der kun indbyder til at tage det stille og roligt.
Alle australske som danske som svenske som engelske kvinder og mænd på min alder, nuldrer rundt med et sageligt smil, en fed energi, som ikke kan købes for penge, og som jeg ikke har spottet på nogle i København nogensinde. De starter dagen med at tage i mod livet, og ikke gøre sig klar til livet. Den daglige dosis sol giver deres kinder glød og deres hud næring, og fælles for dem alle er; deres sjæl skinner igennem. Og den er sundere end på nogen af dem jeg kender derhjemme. Dem jeg kender rigtig godt som boede hjemme for måske 2 år siden, er næsten ikke til at kende. Derhjemme havde de eksem, udslæt, stressede rundt, var irriterede, og havde bare en grundlæggende mistrivsel. Ser jeg nu. Og fælles for dem som jeg har snakket med er; de har ikke fortrudt et splitsekund at de valgte at stå af, pakke deres habengut og skride ned til det liv de står op til hver dag.
Jeg emigrerer nok ikke foreløbig. Men denne rejse har sat en anden rejse i gang inde i mig. Det er ikke utænkeligt at jeg ikke bor på Vesterbro om 5 år. Det tror jeg simpelthen ikke jeg gør. Jeg kommer aldrig til at få denne følelse af ro og tilfredshed hjemme i travle og præstationsangstmarinerede DK. Selvfølgelig kommer jeg til at trives og hurtigt kommer jeg til at nuldre mig ind i hverdagens hurlumhej igen når jeg kommer hjem. Men det er sgu ikke livet. Det her er livet. Ikke at skynde sig. Ikke at løbe og løbe og løbe og ikke se meningen med hvor man løber hen. Jeg gider ikke løbe mere. Jeg vil gå. Og det ved jeg at jeg gør en dag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar