mandag den 13. januar 2014

Heja Sverige

Godmorgen. I dag er det 200 års dagen for fred i vores smukke naboland Sverige. Jeg vil markere dagen med at iklæde mig en midsommerstang sirligt pyntet til lejligheden, tage elgen på arbejde, få lavet en stor fed dragetattoo på ryggen og recitere Stieg Larsson i takt med nålens summen, fika köttbullar og lingon fra morgenstunden, prøveknalde en seng i IKEA, tude lidt til Kent, mindes mit første kys som 13 årig foræret af Göran over vores cykler på en lille bro i Fucking Åmål, tyre med surströmming fordi der ikke findes sjovere og mere ildelugtende fryd på dåse, adoptere Alfons Åberg, smide min dekadence i öresund og gi en krammer til Carl 16. Gustav, spise smultron fra en sprød skovbund, snitte en flabet træfigur og skamme mig lidt i mens, købe Hus Forbi og spørge om han tar SEK, sige jeg skal bajsa på stakittet og fnise når nogen anbefaler Flugger, drikke mig stiv i Nyhavn og spørge en blondine om vi skal knulla, reflektere lidt over hvorfor mænd der er lige awesomme til film og ski, skal hedde Ingmar og ingemar og lade et e skille dem ad, servere blodpølse på knækbrød i aften fordi det er det tætteste du kommer på foie gras uden at skamstraffe andet end dine smagsløg, også adoptere Max von Sydow og Stellan Skarsgård, råbe Polis Polis Potatisgris efter ordensmagten, og endeligt, som den joviale og godtroende skabssvensker jeg er, slutte aftenbønnen af med et af de gamle svenske ordsprog: Der findes ingen farlige ben i kartofler 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar