onsdag den 9. oktober 2013

Jeg holder af den store kærlighed i den lille hverdag

'Jeg holder af hverdagen', sagde Dan Turéll i 1984. Og det gør jeg også her i 2013. 
Og jeg holder også af kærligheden. Ikke den pompøse, flødeskumspiskende, forcerede og facebooksbekræftende kærlighed. Men den der kærlighed, der omgående finder ro i sit passionerede og flamboyante indtog. 

Kærligheden som definerer dit Id, tilsidesætter dit ego og berettiger dit eksistens-
grundlag. Kærligheden der uden at blinke, transformerer leverpostej til foie gras,
og er så blid og fin i sin form, at du kan dele den med din øjenvippe. Den store kærlighed der trives i den lille hverdag. 

For det er jo i virkeligheden det det handler om. De små ting i livet. De små ting i hverdagen; 

At skrælde flere hundrede æbler og lave æblemost sammen. At kysse ham blidt i nakken når arbejdet har gnavet hårdt på ryggraden. At besøge Holme Olstrup selvom man svor man aldrig ville sætte sine ben i den by. At plukke kastanjer og kaste smut ud over Københavns søer. At få plaster på såret og hensynsbetændelsen. At bage speltbrød. 
At ikke bage speltbrød. At skifte lorteble på drømmebaby. At gå tur i dyrehaven og drikke lunken kolbekaffe. At ligge i en doven ske på sofaen til søndagssporten.

At smutte til Paris en onsdag morgen fordi weekender er noget opreklameret pis.
At skændes over mælkeprodukter i køledisken i Netto og gå ud og make-up-drikke et koldt glas Chablis i solen. At kysse din kæreste på armen når hun skifter kanal til fodboldkampen. 

At vende hjem i hinanden når man ikke kan finde hjem, og ellers instagramme' hvor man er, så han kan komme og hente dig. At nuldre tær på hinanden, selvom de er rønnebær. At se Familien fra Bryggen og ha fælles opperen over Linses babbedutter, der lader til at vokse synkront med seertallene. 

At knalde i en rutchebane på en forladt legeplads i en sen fredagsbrændert. At lave en mislykket gourmet-ret og hente svin & vin hos Mr. Lee i stedet. At dedikere en hel søndag til dårlige B-film og snærve sig igennem halvdelen. At ridse den andens navn i vandpytten til duften af våd asfalt. 

At trampe italienske druer på en mandag, og kysse på fransk. At vide han foretrækker en tude-cortado og stadig ikke går på kompromis med sin maskulinitet. At elske hende for at snorke, også når hun dagdrømmer. At sætte pris på det femte krydderi, selvom man har en grim peberkværn. At få halbal i maven når du vågner og han har skrevet en besked til dig i kaffegrumset. 

Når du på et brunt værtshus, akkompagneret af et raflebæger og en kold fra kassen, er sammen med dine venner, og tar dig selv i at smile stille og stolt over din kæreste, som lige er gået i baren efter en runde granatæbleshots.

Når du uden grund får lyst til at hylde hverdagen og kærligheden, præcis som jeg har fået lige nu. Så er du landet et kærligt sted i dig selv. Du skal ikke bekymre dig om morgen-
dagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv. Så smil og slap af. Nyd kærligheden. Nyd hverdagen. Hver dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar