I dag vil jeg gerne kaste en stor kærlighedsbold ud til de af mine veninder, som også er selvstændige-enlige-karriere-single-mødre-kvinder.
For det kan godt være at mange vælger at se dem som stærke powerkvinder. Kvinder som kan det hele selv, og lidt mere til.
Og det kan de. For det bliver de nød til. Eller, jeg gør ihvertfald.
Og der er uendelig mange glæder tilknyttet titlerne 'selvstændig' 'karrierekvinde' 'mor' og fortsæt selv. Og man har (selv) en tendens til at knytte tillægsord og superlativer på titlen som, 'Stærk' Powerful' 'Ambitiøs' 'Dygtig' 'Et livsstykke' Frisk' Gåpåmod' 'Glad' 'Skide Lykkelig' og fortsæt selv.
Men for et par uger siden da jeg stod skide lykkelig nede i Netto og kiggede på min dosmerseddel, blev jeg pludselig grebet af en fremmed følelse, som godt kunne minde om at være bange, og som jeg ikke havde stødt på før. For der stod pludselig nogle ting på min seddel, som manglede. Og de ting havde jeg ikke tidligere følt, at jeg manglede.
På min seddel manglede der bl.a:
• Et sikkerhedsnet, i særdeleshed økonomisk. Den der bankmand der kan finde ud af at sætte fleksibilitet og erhvervskonto i samme sætning
• En daglig sparringspartner i form af en kæreste man kan læne sig op af, når det hele bliver lidt for tungt. Og det gør det hvis man er den eneste der står for alt fra indkøb, tøjvask, hente, bringe, gøre rent, lave mad, lave lektier med barnet, tjene penge, køre virksomhed op, lægge til side til det søde osv osv
• En mor at stikke hjem til en weekend og bare få lov at være en stakkels lille pige der vil trøstespise TUC hele weekenden
• Et garantibevis for at jeg ikke ender ensom og gammel med 7 katte i min hjørnelejlighed
• En lovning på at der snart kommer en klippe i mit liv som jeg kan læne mig op af, og ikke vil skære mig på
• Den der mor der kan ae en på kinden, kun som en mor kan, og sige at man gør det godt nok
• Den der mand der rummer en dårlig dag og krammer en og siger at det hele nok skal gå, og at selvom der ikke har været opgaver i en uge, klarer vi den nok
• Den samme mand der griber en når man falder, og det gør jeg stadig ind i mellem, for jeg ER klodset
• En tube håb om at man en dag får en familie igen
• En salve som fjerner angsten for at miste lejligheden
• En balsam som lindrer frygten for ikke at være god nok
....
Og så besluttede jeg mig for ikke at læse videre, ikke købe mere ind den dag, og bare gå hjem og lægge dosmersedlen i skuffen.
Et par uger senere, ganske for nylig, pressede dosmersedlen sig så på af sig selv. Og den viste sig i form af et angstanfald. Og den slags har det (åbenbart) med at komme ganske uventet og ganske upassende. Det kan trickes eller udløses af alt og ingenting, og man ser det slet ikke komme.
Dosmersedlen kan også vise sig i form af stress eller en depression eller andre nederen tilstande. Men i mit tilfælde viste det sig at være en kollision af ovenstående og 8 måneders pres i en ny situation jeg har skullet lære at navigere i. Dosmersedlen flød ganske enkelt over. Skide skræmmende. Skide ubehageligt.
Men jeg er så heldig at have de mest vidunderlige veninder og venner i mit liv, og er helt fin og ok igen. Og jeg er ualmindeligt opmærksom på at forhindre, at det sker igen. Men vi er nogle skrøbelige frøkner under de hårde ydre, og derfor skal min kærlighedsbold i dag trilles ud til alle de seje kvinder jeg kender, som hver dag faktisk ikke lever, men overlever.
Som kæmper en kamp for at få tingene og trådene til at hænge sammen. Som gør deres bedste, og alligevel aldrig helt føler de har gjort det godt nok. Og de gør det hele selv. Hver fucking dag. De har min allerstørste respekt. Vi skal jo altid huske at passe på os selv, men vi skal også være rigtig gode, og måske lidt bedre, til at passe på hinanden ♥
