Hov

Okej, jeg fredags-elaborerer lige over kærligheden mens jeg sidder og arbejder, ellers blir det sgu for leverpostej det hele.

Altså, er det ikke noget med, at alle dem man møder, hvor man fra start kan mærke en eller anden form for ubalance, selv en lillebitteminismule - er et tegn på at det så ikke er den rette du har mødt? Men hvor du derimod i det øjeblik du møder den, hvorpå I ryger i sync fra første sekund, og hvor følelsen af symbiose og samhørighed er så fucking fantastisk og overvældende, og hvor kærligheden bare vokser og vokser og vokser og det føles som det mest naturlige, fra begge parter, at gå all in fra start, - at så har du lige præcis mødt den rette? Din sjæleven?

Det tænker jeg. For det er jo den absolut fedeste, smukkeste, mest magiske og afhængighedsskabende følelse i hele verden.

Først dér ved man jo i virkeligheden hvordan ægte kærlighed skal føles, og først dér, har man lært at genkende den, hvis man skal ud og genfinde den på et senere tidspunkt.

Og det er jo egentlig fantastisk. For det gør det jo SÅ meget nemmere at sortere dem fra hvor man bare véd, at det ikke er rigtigt. Men det sutter samtidig mega røv, fordi man også véd, at man ikke kommer til at opleve det ret mange gange i sit liv, og derfor kommer til at bruge lang tid på at finde den. Igen. Hvis nogensinde.

Og sagen er vel den, at når man har oplevet lige præcis den form for kærlighed, vil den ugrandgiveligt sætte standarden fremadrettet. Som jo så resulterer i, at man hverken kan, eller vil, lade sig nøjes. Eller gå på kompromis for den sags skyld, - for hvorfor i al verden skal hjertet slå sig til tåls med 2. division, når det een gang har oplevet Superliga? Selv de dyreste spillere kan ikke smides på banen, hvis hjertet allerede har sparket dem til hjørne.

Jeg synes at alle mennesker fortjener at stifte bekendtskab med deres sjæleven på et eller andet tidspunkt i deres livsforløb. Også selvom det måske er under dårlig timing og ikke kan lade sig gøre at forfølge. Fordi dét, at lukke en følelse ind i dit liv, som måske kun banker på den ene gang, altid, uagtet hvad, vil være provider af juice til de næstkommende følelser. Og dermed din fremtidige kærlighedsrelation. Og burde det ikke være en ambition i sig selv? At, uanset hvad her i livet, altid leve med passionen på førersædet og fornuften på bagsædet?

Spørgsmålet er så bare, om vi kun får lov at opleve den sjæleven én gang, eller om vi får en ny for hvert kapitel vi går ind i på vores livsrejse? Jeg ved det ærligt ikke. Jeg har selv kun oplevet det en gang i mit liv. Indtil videre.

Nå, back to work og dejlig fredag til alle, - må den emme, nej vent, kampstinke af lækker og uundgåelig kærlighed derude  (indsæt selv Marie Key - Uden Forsvar 

Heja Sverige

Godmorgen. I dag er det 200 års dagen for fred i vores smukke naboland Sverige. Jeg vil markere dagen med at iklæde mig en midsommerstang sirligt pyntet til lejligheden, tage elgen på arbejde, få lavet en stor fed dragetattoo på ryggen og recitere Stieg Larsson i takt med nålens summen, fika köttbullar og lingon fra morgenstunden, prøveknalde en seng i IKEA, tude lidt til Kent, mindes mit første kys som 13 årig foræret af Göran over vores cykler på en lille bro i Fucking Åmål, tyre med surströmming fordi der ikke findes sjovere og mere ildelugtende fryd på dåse, adoptere Alfons Åberg, smide min dekadence i öresund og gi en krammer til Carl 16. Gustav, spise smultron fra en sprød skovbund, snitte en flabet træfigur og skamme mig lidt i mens, købe Hus Forbi og spørge om han tar SEK, sige jeg skal bajsa på stakittet og fnise når nogen anbefaler Flugger, drikke mig stiv i Nyhavn og spørge en blondine om vi skal knulla, reflektere lidt over hvorfor mænd der er lige awesomme til film og ski, skal hedde Ingmar og ingemar og lade et e skille dem ad, servere blodpølse på knækbrød i aften fordi det er det tætteste du kommer på foie gras uden at skamstraffe andet end dine smagsløg, også adoptere Max von Sydow og Stellan Skarsgård, råbe Polis Polis Potatisgris efter ordensmagten, og endeligt, som den joviale og godtroende skabssvensker jeg er, slutte aftenbønnen af med et af de gamle svenske ordsprog: Der findes ingen farlige ben i kartofler