fredag den 16. december 2016



Jeg samler på perler. Jeg har en livssnor rundt hjertet, og på denne, har jeg gennem livet, år efter år, sirlig plukket perler og gradvis støbt det smykke man med moderne ord, vil kunne kalde en perlekæde. En kæde af små drypvise stykker kærlighed, som udgør g-nøglen til den takt mit hjerte gerne skulle blive ved med at banke i, indtil jeg ikke skal være her længere.
Det er den slags perler man ikke kan bytte sig til, men som man skal finde, udvælge, og selektivt, placere på sin snor. Jeg har ikke sindssygt mange perler på min snor, og mit smykke er endnu ikke færdigstøbt. Men dem jeg har, de dufter af både kærlighed og evighed. Og den alleførste kærlighedsperle på min snor; Aggeladeperlen, den fine, funklende marmorstærke og samtidig porøse lille kugle som startede min kæde, - plukkede jeg for 19 år siden.
For hun fylder nemlig år lige om lidt. Min lille pamfesse træder ind i hendes 19.e år i nat. Ikke nok med at hun kæmper sig bravt igennem hendes 3G opgave disse dage, kæmper hun også med at smide hendes (af hendes mor definerede) Strunge slash Cobain hamp, og itræde sig en erkendesle af, at pubber er trygge at boltre sig i, men også et sted hvor sommerfuglens vinger ikke kan få lov at folde sig ud. Så med et skitzofrent mix af larve og slange referencer, kan mutti her kun begræde erkendelsen af, at hendes lille pode er ved at være et mere end voksent og selvstændigt væsen end hun vil vedkende sig, og dermed ikke længere hendes lille barn. Og det tæsker mine tårekanaler.
For om lidt flyver hun ud i virkeligheden. Ikke den melankolske (og i virkeligheden trygge) Nick Cave'hed, men den Trump'ske og i virkeligheden, utrygge, virkelighed. For i lidt over 10 år har jeg været alene med hende. Bare hende og jeg. Ingen mænd, ingen rigtige kærester, ingen illusioner, ingen flugte, bare hende og jeg. 
En stærk tosomhed af kød og blod, hvor der dybest set ikke har været plads til andre. I alle disse år har hun været min ilt og min klippe. Min gode samvittighed. Mit evige spejl på alt det dejlige, dybe, skræmmende, irriterende og helt igennem fantastiske der definerer det væsen man har skabt og for evigt placeret i tilværelsen. 
Spejlet på det bedste man som menneske kan præstere. Min evige årsag og enticement til at stramme op og tage mig sammen. Min konstante søgen efter at blive et bedre og helere menneske, for at kunne være den sundeste kilde til inspiration og mening med livet. Mit blod der dagligt banker i mit hjerte, pisker i mine årer og nu blander sig med mine tårer. Min bedste ven. Min plus one. 
Men nu blir altså hun altså sårn' rigtig voksen om lidt, Og vi blir mer og mere minus two. Og det kan min drøbel slet ikke forene sig med pt. Den dirrer og lever sit helt eget (upassende) liv. Vi er faktisk derude hvor jeg vasker og lægger alt tøj sammen, køber ekstra fisk og bowler, kræver nada i husleje og mobilepayer madpakker i flæng, bare for at holde på hende lidt endnu. 
Ja. Jeg køber mit barn så hun kan forblive forrest på min snor. En stund endnu. For jeg er hundeangst for at den går i stykker den dag hendes matrikelnummer ikke er i sync med mit. Og jeg bilder hende ind, at der ikke findes appesiner i Kibbutz, at Uni ikke er det værd, og at Karen Blixen's Afrika først kan opleves når hun har konsumeret Tove Ditlevsens Evige 3. SÅ er hun klar. 
Klar til at forlade mig. Vores (min definerede) verden. Vores (min definerede) tosomhed. For ud af den ensomhed hun kommer til at stifte bekendskab med på et eller andet tidspunkt i hendes voksenliv, opstår en særlig og syndig tosomhed, mellem hendes Id og hendes Jeg. Og deraf; en særlig kreativitet, som jeg allerede lugter bare af at kigge på hende. Ja, den bor allerede i hende. Ved ikke om hun fik den ved fødslen, eller om hun har haft vokseværk i den, men når jeg åbner døren ind til hendes værelse, møder jeg ikke længere infantile børnefødder og uskyldig latter, men en veldefineret og kreativ tilgang til voksenskabet, der i øvrigt bugner af alt mit sammenfoldede tøj, der IKKE er lagt på plads. Og så møder jeg en sjælsomhed og smukhed, som er så ubeskriveligt intens, at jeg på en og samme gang føler mig forvirret, forelsket, forblæst og ubegribeligt fattig på ord og følelser.
Dette pigebarn, denne kærlighedsperle, fylder 19 år om lidt. I guder hvor kan jeg som noget af det eneste, med stolthed, ægthed og oprigtighed sige, at det er det aller aller fineste stykke kvalitetsværk jeg nogensinde har begået i mit liv! Tillykke Agnes Mathilde Herskind. Jeg elsker dig herfra op til stjernerne, rundt mælkevejen, og hjem igen <3 Ps Bowie lever stadig. Det passer. Tro aldrig på hvad alle andre og resten af verden prøver på at bilde dig ind 

mandag den 14. november 2016

Jeg er en af den slags mennesker der altid går med hjertet forrest her i livet. Og det kan godt være at det gør lidt ekstra ondt når man ind i mellem snubler, men 90% af tiden gør det virkelig dejligt og godt. Og det gør det for eksempel lige for tiden.

Jeg føler mig nemlig oprigtigt glad helt ind i hjertekuglen, over at være så heldig at have de mennesker jeg har i mit liv. Mennesker som jeg elsker virkelig højt og som jeg er så heldig at føle, elsker mig lige så meget tilbage.

Jeg er selvfølgelig også smadder glad og lykkelig over alt det andet der er bygget af dejlighed som jeg omgiver mig med i mit liv. Men størst af alt er nu engang kærligheden, og når man er en føleføleperson med et hjerte der ofte banker hårdt og insisterende på folks hjertekammerdøre, ja så kan det i sandhed mærkes, når de åbner op og lukker ind.

Den sande lykke hænger på de samme træer som penge gør. Og de kan være næsten umulige at finde her i livet. For de gror og bor nemlig i ens egen baghave, som er det sidste sted man husker at kigge, når man farer vild og leder i alle andres haver. Jeg selv havde en virkelig tom og kold have uden den mindste spire i foråret 2016. Over sommeren beplantede jeg stille og roligt en masse små træfrø i min have, vandede dem med tårer og gødede dem med håb, og i sensommeren begyndte de pludselig, grådigt og insisterende, at vokse sig store, smukke og stærke.

Og nu står den der. Min egen lille lykkeskov, som jeg, vil gøre mit ypperste for at pleje og holde ved lige. Alle træerne er fyldt med honning og kærlighedskastanjer, og selvom de er begyndt at rasle af her i efterårskulden, ved jeg at de lægger sig til at sove i mulden, for at vågne op til foråret og spire videre igen. Og derfor vil jeg gå vinteren i møde med min positive gartneroptimisme.

Og jeg vil helt særligt pleje et helt særligt træ, som står lidt afsides de andre, men som er mit ubetinget yndlingstræ. Det er det fineste træ jeg nogensinde har haft, men det kræver lidt mere tid, og lidt mere kærlighed, end de andre træer, før det tør springe helt ud. Og i min have er tid et relativt begreb, og kun noget Mayaerne i sin tid opfandt, for at vi mennesker kan navigere i et kalendersystem. Så jeg har ikke noget forhold til tiden, den er rigtig når den er rigtig, og den har aldrig travlt. Så jeg vil bruge en masse af min uanede tid, min tålemod og al min kærlighed til at gå rundt og nusse om mit yndlingstræ. Jeg vil klø det kærligt på barken, og jeg vil hver dag fortælle det en fin lille historie om hvor pragtfuldt det bliver, når det en dag er klar til at folde sig ud og kaste al sin pragt og smukhed ud over hele min lille have 🌰