Kan godt blive indigneret over mænds manglende muligheder og tilbud i vores samfund. Dette være sig i forældremyndighedssager, men også bare helt generelt. Jeg er selvfølgelig stolt og glad over gentlemantanken overfor mit eget køn, - at vi skal behandle kvinder ordentligt, og at der bliver gået en ekstra mil når det kommer til kvinder i knibe. Men når jeg ser hvor mange hjemløse mænd vs kvinder, som hutler stakåndet rundt på Vesterbro og forsøger at få deres fucked up liv til at hænge sammen, ikke give mening - men hænge sammen, bliver jeg trist og begynder at reflektere. Jeg synes simpelthen ikke vi passer ordentligt på vores mænd. Der ligger en forudindtaget "de er skaffedyr/alphahanner (indsæt selv flere roller) og de er sat på jorden for at passe på deres kvinder og børn, så derfor skal de bare tage en tudekiks og ta sig sammen" - holdning derude.
Det er sjældent synd for dem, og desværre oftere mere patetisk. Jeg tænker det må være det absolut vildeste pres at være mand og gå ned med flaget i dag. Om han gør det 'mildt' og 'bare' overfor konen og/eller vennerne (hvis han overhovedet tør), eller om han ender på Mændenes Hjem, er underordnet. For med de forudindtagede og samfundsskabte holdninger og forventninger der er til hankønnet derude, må det være så forbandet negativt selvforstærkende at være en mand der taber sutten i vore dage. Jeg tænker alt fra soldater med posttraumatisk stress, direktører der går fallit, og den 'almindelige' mand der bare ikke kan klare mere.
Og så tænker jeg på mit eget køn, og de tilbud og ressourcer der er til rådighed når det samme sker for os. Men mest, den generelle holdning om, at det er mere 'okej' at være sårbar og skrøbelig som kvinde. At vi alle lider af hensynsbetændelse når det kommer til os kvinder, men begynder at blande begreber som værdighed, ærbødighed og stolthed ind, når det kommer til vores mænd.
Ved godt jeg sidder og elaborerer over et måske selvsvingsagtigt emne, men mødet med en hjemløs mand i dag, som hvis karisma fortalte mig, at han LIGE havde haft et helt almindeligt liv og endnu ikke havde fået tilsmudset sine holdninger og værdier af det liv han var tvunget ud i, fik mig til at stoppe op, og tænke over; Hvornår var det lige vi slap dem? Hvornår tillod vi at det måtte gå galt? Og hvorfor er der ikke flere ressourcer til vores (store) små helte derude? Jeg blev bare så berørt og ked, da jeg tydeligt kunne se, at han kæmpede om kap med værdigheden og selvjustitsen på en måde, som han ikke burde gøre i den situation han nu engang var i. Nå, nok om det. Har bidraget med 4 smøger og et køb af Hus Forbi, givet samfundet en metaforisk opsang, og vil om lidt tage til fest og gøre mit til, at det modsatte køn føler sig komfortabelt og afslappet i mit selskab, og sku de få behov for en skulder, så har jeg en herrestor en af slagsen
mandag den 31. marts 2014
mandag den 3. marts 2014
At rejse er at overleve
2014. En art destination. Eller mellemstation. Her befinder jeg mig i hvertfald nu. Og her bliver jeg lidt endnu.
2004. Ti år siden. Der blev jeg forladt. Gået fra. Gået i stykker. Gået fra forstanden.
Og så stak jeg af. Sagde farvel og adjø til den og det jeg havde været i 30 år, og skulle nu stifte bekendskab med et helt nyt menneske, som jeg aldrig havde mødt før, og som jeg slet ikke kendte. Og hun var skør. Eller, hun var ikke en person jeg tidligere ville ha valgt som rejseledsager. Men det blev hun. Og det kunne ikke være anderledes.
Hurtigt blev jeg draget ind i hendes mørke ulykkelige verden, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg måtte være hendes lys. At jeg måtte hjælpe hende med at finde vejen. At jeg måtte strø brødkrummer på vores vej, hvis vi nogensinde skulle finde ud af mørket igen.
Og det blev en lang rejse vi skulle på. De første små fem år var et sandt lille helvede, hvor jeg også skulle introduceres for flere af hendes dæmoner. Jeg blev slæbt igennem den Selvdestruktives Mørke Skov, hvor træerne var tunge og omklamrende som tåge lavet af bly, og hvor vindens advarende hvisken hverken kunne trænge igennem. Eller trænge igennem.
Ind i mellem gled vi på den mudrede sti, ind i mellem snublede vi og stod i kviksand til halsen, og ind i mellem klamrede vi os til træerne rå stammer, for ikke at vælte helt om kuld.
Men ind i mellem skinnede en månestråle så skarp, at nattens trolde forblændedes, og opgav deres jagt efter os. Ind i mellem.
Og vi gik og gik på vores bare tær, hvor skovbunden der var fyldt med nåletræernes afviste bastarder, stak og rev i vores fødder, så vi blødte jorden til mos. Men vi gik.
Efter mange års rejse begyndte jeg at forene mig med hendes dæmoner. Acceptere dem. Ja måske enddog respektere dem. Og en dag blev vi gode venner. Jeg lærte lige så stille at danse med dem, og ikke kæmpe i mod dem.
"Hold dine venner tæt, og dine fjender endnu tættere", var hvad min mørke veninde altid havde sagt til mig. Og måske forstod jeg først for alvor nu, hvad det var hun havde ment.
Nogen tid efter de nystiftede venskaber, begyndte lyset at bryde frem - Pludselig ænsede jeg en lysning. En grøn håbefuld plet et stykke ude i horisonten. Og den stilede jeg mod.
Jeg kunne mærke jeg begyndte at tage førerskab på vores deroute, som jeg ellers havde været 2 skridt bagefter. Brødkrummerne slap op, og der var ikke længere nogen vej tilbage. Nu var der pludselig kun én vej frem, og jeg kunne mærke en iver for at nå hen til den grønne plet.
Mørket slap op. Og så var der lys. Og grønt. Jeg ville vende mig om og fortælle min veninde den gode nyhed, men hun var væk. Min mørke veninde havde ikke kunnet følge med. Jeg blev bange og trist og råbte og skreg efter hende. Men hun var væk. Pistborte.
Men så. Så hørte jeg vinden. Jeg kunne for første gang i mange år høre vinden. Mærke vinden. Røre ved vinden. Den hviskede ikke længere. Og den var ikke en vind. Den var et åndedræt. Et stort, langt, dybt drag fra næsen, ned i gennem halsen, forbi hjertet og lungerne, ned i maven, ned til fødderne der langsomt helede, og op igen. Sådan blev jeg ved med at lade vinden kæle for min krop. Sådan trak jeg vejret.
Og jeg fyldtes med en glæde og energi, som jeg ikke havde mærket eller kunnet genkende i mange år. Jeg lod vinden føre mig videre, og jeg følte mig fri. Bare fri.
I dag er jeg forsat på mit rejse, og det vil jeg nok altid være. Men jeg er landet et fint sted som danner et fint udgangspunkt for den næste destination. Og jeg er alene og uden min mørke engel.
Eller, helt alene er jeg så ikke. For hun efterlod et par af hendes dæmoner. Men jeg lader dem gerne slå følge, for jeg har af hele mit hjerte lært at elske og rumme dem. De er slet ikke så slemme at ha med. Og de minder mig venligt og insisterende om en tid i en skov, som jeg nødig vil tilbage til. Og sjovt nok føler jeg at de altid vil passe på mig, uanset hvor få eller mange misvisende krummer vi kommer til at støde på vores vej.
H. C. Andersen sagde: At rejse er at leve. Men jeg er ikke enig. At rejse er at overleve. Vi SKAL rejse. Hvis vi ikke rejser, stagnerer vi. Og vi skal også rejse flere gange i vores liv. Og når vi lander på vores destination, eller vores mellemstationer; SÅ skal vi leve
2004. Ti år siden. Der blev jeg forladt. Gået fra. Gået i stykker. Gået fra forstanden.
Og så stak jeg af. Sagde farvel og adjø til den og det jeg havde været i 30 år, og skulle nu stifte bekendskab med et helt nyt menneske, som jeg aldrig havde mødt før, og som jeg slet ikke kendte. Og hun var skør. Eller, hun var ikke en person jeg tidligere ville ha valgt som rejseledsager. Men det blev hun. Og det kunne ikke være anderledes.
Hurtigt blev jeg draget ind i hendes mørke ulykkelige verden, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg måtte være hendes lys. At jeg måtte hjælpe hende med at finde vejen. At jeg måtte strø brødkrummer på vores vej, hvis vi nogensinde skulle finde ud af mørket igen.
Og det blev en lang rejse vi skulle på. De første små fem år var et sandt lille helvede, hvor jeg også skulle introduceres for flere af hendes dæmoner. Jeg blev slæbt igennem den Selvdestruktives Mørke Skov, hvor træerne var tunge og omklamrende som tåge lavet af bly, og hvor vindens advarende hvisken hverken kunne trænge igennem. Eller trænge igennem.
Ind i mellem gled vi på den mudrede sti, ind i mellem snublede vi og stod i kviksand til halsen, og ind i mellem klamrede vi os til træerne rå stammer, for ikke at vælte helt om kuld.
Men ind i mellem skinnede en månestråle så skarp, at nattens trolde forblændedes, og opgav deres jagt efter os. Ind i mellem.
Og vi gik og gik på vores bare tær, hvor skovbunden der var fyldt med nåletræernes afviste bastarder, stak og rev i vores fødder, så vi blødte jorden til mos. Men vi gik.
Efter mange års rejse begyndte jeg at forene mig med hendes dæmoner. Acceptere dem. Ja måske enddog respektere dem. Og en dag blev vi gode venner. Jeg lærte lige så stille at danse med dem, og ikke kæmpe i mod dem.
"Hold dine venner tæt, og dine fjender endnu tættere", var hvad min mørke veninde altid havde sagt til mig. Og måske forstod jeg først for alvor nu, hvad det var hun havde ment.
Nogen tid efter de nystiftede venskaber, begyndte lyset at bryde frem - Pludselig ænsede jeg en lysning. En grøn håbefuld plet et stykke ude i horisonten. Og den stilede jeg mod.
Jeg kunne mærke jeg begyndte at tage førerskab på vores deroute, som jeg ellers havde været 2 skridt bagefter. Brødkrummerne slap op, og der var ikke længere nogen vej tilbage. Nu var der pludselig kun én vej frem, og jeg kunne mærke en iver for at nå hen til den grønne plet.
Mørket slap op. Og så var der lys. Og grønt. Jeg ville vende mig om og fortælle min veninde den gode nyhed, men hun var væk. Min mørke veninde havde ikke kunnet følge med. Jeg blev bange og trist og råbte og skreg efter hende. Men hun var væk. Pistborte.
Men så. Så hørte jeg vinden. Jeg kunne for første gang i mange år høre vinden. Mærke vinden. Røre ved vinden. Den hviskede ikke længere. Og den var ikke en vind. Den var et åndedræt. Et stort, langt, dybt drag fra næsen, ned i gennem halsen, forbi hjertet og lungerne, ned i maven, ned til fødderne der langsomt helede, og op igen. Sådan blev jeg ved med at lade vinden kæle for min krop. Sådan trak jeg vejret.
Og jeg fyldtes med en glæde og energi, som jeg ikke havde mærket eller kunnet genkende i mange år. Jeg lod vinden føre mig videre, og jeg følte mig fri. Bare fri.
I dag er jeg forsat på mit rejse, og det vil jeg nok altid være. Men jeg er landet et fint sted som danner et fint udgangspunkt for den næste destination. Og jeg er alene og uden min mørke engel.
Eller, helt alene er jeg så ikke. For hun efterlod et par af hendes dæmoner. Men jeg lader dem gerne slå følge, for jeg har af hele mit hjerte lært at elske og rumme dem. De er slet ikke så slemme at ha med. Og de minder mig venligt og insisterende om en tid i en skov, som jeg nødig vil tilbage til. Og sjovt nok føler jeg at de altid vil passe på mig, uanset hvor få eller mange misvisende krummer vi kommer til at støde på vores vej.
H. C. Andersen sagde: At rejse er at leve. Men jeg er ikke enig. At rejse er at overleve. Vi SKAL rejse. Hvis vi ikke rejser, stagnerer vi. Og vi skal også rejse flere gange i vores liv. Og når vi lander på vores destination, eller vores mellemstationer; SÅ skal vi leve
Abonner på:
Opslag (Atom)