torsdag den 11. december 2014

Åh livet er sgu så vildt ind i mellem - Mit er i hvertfald. Smukt, skørt, sindssygt og til tider, rimelig rowdy. Fatter ikke altid at jeg selv kan følge med...
For lidt over et halvt år siden satte jeg min lejlighed til salg. Samtidig rodede jeg forvirret rundt i kærlighedsgryden, og fagligt, forelskede jeg mig også mere og mere i min freelancearbejdsplads, og ville have mere og mere fast fremfor free ind i den ligning. Som sommeren gik voksede lejlighedsfrustrationerne, da der absolut intet skete, og jeg satte, efter rådgivning fra min, nu daværende, ejendomsmægler, prisen ned. Lidt dumt iflg andre ejendomsmæglere, da den absolut var sin pris værdig. Men jeg var desperat efter salg, samtidig med at tankerne om residens på Frederiksberg voksede simultant med den overordnede ro, jeg jo sådan ønskede at skabe i mit nu 40 årige liv.
Så kom efteråret. Der blev lagt låg på den rodede kærlighedsgryde, og så kom tilbuddet om mere fast kærlighed til Sydhavnen i hele 2015 dumpende ind. Opturshurra for lækker arbejdsplads og endnu flere opgaver og oplevelser på den konto,- og det første flueben om ro og lykke hermed sat. 
Så kom vinteren og med den lidt ny love i gryden, - og hey, pludselig havde jeg tilmed en køber til min lejlighed. Ikke via min ejendomsmægler, som jo ikke havde lykkedes at sælge min lejlighed på det halve år vi havde et samarbejde, men via mig selv. Men da den lejlighed jeg skulle ha flyttet ind i, når jeg fik denne solgt, ikke længere var en option, og jeg stod med en køber, en kontrakt og en dato, - så panikkede jeg, og kom til at sige ja til en kæmpe kasse inde i K, som både var fed, stor, lækker. - og dobbel så ditto dyr. 
Den anden nat vågnede jeg så op kl 02. Lysvågen, urolig og irriterende bekymret lå jeg og spekulerede mig selv halvt ihjel resten af natten. Det gik op for mig, at ved at rykke ind i KbhK-lejligheden, ville jeg ikke alene sætte mig selv i (endnu) en dyr levesituation, men jeg ville lige præcis gøre det modsatte af, hvad årsagen til at jeg satte min lejlighed til salg i første omgang var, - at binde mig selv til stress, være bagud hele tiden, løbe ekstra stærkt efter flere opgaver, og kun kunne trække vejret halvt. Jeg ville fortsætte med at overleve, og ikke begynde at leve, - som jo var min oprigtige plan og hele årsagen til at sælge og fritstille mig selv i mit eget liv.
I går krydsede skæbnen så klinger. Dagen efter 'åbenbaringsnatten', om man vil. Mens jeg i det vildeste søvnunderskud sad og skrev en mail til KbhK-lejligheds-advokaten om, at jeg måtte trække mig og ikke alligevel kunne takke ja til den tilsendte og, næsten underskrevne, lejekontrakt, fik jeg et opkald fra min veninde, Mira, som skulle fremleje hendes lejlighed i Rømersgade det næste halvandet års tid, og om det kunne være noget for mig. Om det ku?! Det tror jeg vist nok det ku! Ja, det ku jo i virkeligheden ikke blive mere perfekt! Størrelse, beliggenhed, økonomi og tanken om at et menneske med den fedeste karma og det smukkeste sind boede der, var jo lige til at lukke op og flytte ind i. Så jeg tog ud og kiggede på den efter arbejde, og da jeg en kop thé's tid senere var på vej hjem, var jeg ikke i tvivl; Jeg havde lige fået et snigkig ind i mit nye liv. Og jeg ku li det.
Klip til i dag, hvor vi efter en praktisk opturssnak i telefonen, har lavet en deal, og jeg nu sidder, midt i arbejdsbriefinger og opgaver, helt forpustet og overfører depositum, laver aftale om at flytte inden jul, noterer mig at jeg skal huske at melde flytning, aflæse el, booke flyttemænd, huske at kysse under misteltenen, og efter bedste evne, prøve at jonglere med de 1000 bolde der pt er i luften. Pust.
Som først skrevet, så tænker jeg ret tit over hvordan jeg selv kan følge med i mit eget liv. Men på en'll'anden måde lykkes det altid at få vendt skuden og snuden den rette vej. Omend jeg snubler herremange gange på min vej. Og selvom jeg nogen gange roder mig selv ud i de vildeste situationer, som på mange omkring mig kan virke forvirrende, overvældende, spontane og/eller langt ude, ja så lykkes det mig sgu altid at og lande et sted der giver mening. Fnis, ihvertfald overfor mig selv. 
Så, når jeg nu om små 2-3 uger sidder i Rømersgade, puster ud til et glas champagne, går en tur ned til søerne og skimter mod Vesterbro, så vil jeg hæve mit glas og takke Istedgade, gaden der aldrig gav op, særligt ikke overfor mig, for de smukkeste 6 år af mit liv. Kæft jeg har elsket hver en brosten, hvert et værtshus, hver en løbetur og hver en eksistens 
Ps tager min kærlighedsperle, mine yndlingsserier, min opdragelse og min evigt håbløse txt-dialog med datteren med over i det nye liv. Det bliver sgu sjovt