Uden teflon

Er gennem årene nået til en erkendelse af, at jeg er en slags tikkende kærlighedsbombe. Forstået på den måde, at jeg er propfyldt med alt fra regnbuer, enhjørninge, honning, ild, musik, ja-sombreroer, dedikerede erklæringer, sparke-benene-væk-under-dig-crocs, samt så meget brandvarm lavakarma, at man næsten får kvalme. Næsten. 

For det er jo i virkeligheden den gode bombe: filt-bomben. Og filtbomben gir altså ikke kvalme, højst kløe. Og så er den virkelig blød og rar. Og Blød og Rar, er to overvejende vigtige hovedpersoner i en kærlighedsbombe. 

Men når man er lavet af filt, er der ikke ret meget teflon at hente, og det er det eneste der kan gøre den sprængfarlig. Åben som en bog. Hudløst ærlig. Intet filter. Og lunten der er så pokkers letantændelig, ja den bor i min hjerne. Hjernen, som dagligt, og yderst insisterende, spammer mit hjerte, som så sender små energi-ninjaer ned i mine fingre, der så ikke kan lade tastaturet være. Lidt lissom nu.

Glædelig jul venner. Og husk nu. Livet er kort, men den nuværende regering er kortere, og endnu vigtigere, - der skal knaldes under mistelten, og kysses over evne :-) <3  #bum #bumbe

Jeg samler på perler. Jeg har en livssnor rundt hjertet, og på denne, har jeg gennem livet, år efter år, sirlig plukket perler og gradvis støbt det smykke man med moderne ord, vil kunne kalde en perlekæde. En kæde af små drypvise stykker kærlighed, som udgør g-nøglen til den takt mit hjerte gerne skulle blive ved med at banke i, indtil jeg ikke skal være her længere.

Det er den slags perler man ikke kan bytte sig til, men som man skal finde, udvælge, og selektivt, placere på sin snor. Jeg har ikke sindssygt mange perler på min snor, og mit smykke er endnu ikke færdigstøbt. Men dem jeg har, de dufter af både kærlighed og evighed. Og den alleførste kærlighedsperle på min snor; Aggeladeperlen, den fine, funklende marmorstærke og samtidig porøse lille kugle som startede min kæde, - plukkede jeg for 19 år siden.

For hun fylder nemlig år lige om lidt. Min lille pamfesse træder ind i hendes 19.e år i nat. Ikke nok med at hun kæmper sig bravt igennem hendes 3G opgave disse dage, kæmper hun også med at smide hendes (af hendes mor definerede) Strunge slash Cobain hamp, og itræde sig en erkendesle af, at pubber er trygge at boltre sig i, men også et sted hvor sommerfuglens vinger ikke kan få lov at folde sig ud. Så med et skitzofrent mix af larve og slange referencer, kan mutti her kun begræde erkendelsen af, at hendes lille pode er ved at være et mere end voksent og selvstændigt væsen end hun vil vedkende sig, og dermed ikke længere hendes lille barn. Og det tæsker mine tårekanaler.

For om lidt flyver hun ud i virkeligheden. Ikke den melankolske (og i virkeligheden trygge) Nick Cave'hed, men den Trump'ske og i virkeligheden, utrygge, virkelighed. For i lidt over 10 år har jeg været alene med hende. Bare hende og jeg. Ingen mænd, ingen rigtige kærester, ingen illusioner, ingen flugte, bare hende og jeg. 

En stærk tosomhed af kød og blod, hvor der dybest set ikke har været plads til andre. I alle disse år har hun været min ilt og min klippe. Min gode samvittighed. Mit evige spejl på alt det dejlige, dybe, skræmmende, irriterende og helt igennem fantastiske der definerer det væsen man har skabt og for evigt placeret i tilværelsen. 

Spejlet på det bedste man som menneske kan præstere. Min evige årsag og enticement til at stramme op og tage mig sammen. Min konstante søgen efter at blive et bedre og helere menneske, for at kunne være den sundeste kilde til inspiration og mening med livet. Mit blod der dagligt banker i mit hjerte, pisker i mine årer og nu blander sig med mine tårer. Min bedste ven. Min plus one. 

Men nu blir altså hun altså sårn' rigtig voksen om lidt, Og vi blir mer og mere minus two. Og det kan min drøbel slet ikke forene sig med pt. Den dirrer og lever sit helt eget (upassende) liv. Vi er faktisk derude hvor jeg vasker og lægger alt tøj sammen, køber ekstra fisk og bowler, kræver nada i husleje og mobilepayer madpakker i flæng, bare for at holde på hende lidt endnu. 

Ja. Jeg køber mit barn så hun kan forblive forrest på min snor. En stund endnu. For jeg er hundeangst for at den går i stykker den dag hendes matrikelnummer ikke er i sync med mit. Og jeg bilder hende ind, at der ikke findes appesiner i Kibbutz, at Uni ikke er det værd, og at Karen Blixen's Afrika først kan opleves når hun har konsumeret Tove Ditlevsens Evige 3. SÅ er hun klar. 

Klar til at forlade mig. Vores (min definerede) verden. Vores (min definerede) tosomhed. For ud af den ensomhed hun kommer til at stifte bekendskab med på et eller andet tidspunkt i hendes voksenliv, opstår en særlig og syndig tosomhed, mellem hendes Id og hendes Jeg. Og deraf; en særlig kreativitet, som jeg allerede lugter bare af at kigge på hende. Ja, den bor allerede i hende. Ved ikke om hun fik den ved fødslen, eller om hun har haft vokseværk i den, men når jeg åbner døren ind til hendes værelse, møder jeg ikke længere infantile børnefødder og uskyldig latter, men en veldefineret og kreativ tilgang til voksenskabet, der i øvrigt bugner af alt mit sammenfoldede tøj, der IKKE er lagt på plads. Og så møder jeg en sjælsomhed og smukhed, som er så ubeskriveligt intens, at jeg på en og samme gang føler mig forvirret, forelsket, forblæst og ubegribeligt fattig på ord og følelser.

Dette pigebarn, denne kærlighedsperle, fylder 19 år om lidt. I guder hvor kan jeg som noget af det eneste, med stolthed, ægthed og oprigtighed sige, at det er det aller aller fineste stykke kvalitetsværk jeg nogensinde har begået i mit liv! Tillykke Agnes Mathilde Herskind. Jeg elsker dig herfra op til stjernerne, rundt mælkevejen, og hjem igen <3 Ps Bowie lever stadig. Det passer. Tro aldrig på hvad alle andre og resten af verden prøver på at bilde dig ind 

Jeg er en af den slags mennesker der altid går med hjertet forrest her i livet. Og det kan godt være at det gør lidt ekstra ondt når man ind i mellem snubler, men 90% af tiden gør det virkelig dejligt og godt. Og det gør det for eksempel lige for tiden.

Jeg føler mig nemlig oprigtigt glad helt ind i hjertekuglen, over at være så heldig at have de mennesker jeg har i mit liv. Mennesker som jeg elsker virkelig højt og som jeg er så heldig at føle, elsker mig lige så meget tilbage.

Jeg er selvfølgelig også smadder glad og lykkelig over alt det andet der er bygget af dejlighed som jeg omgiver mig med i mit liv. Men størst af alt er nu engang kærligheden, og når man er en føleføleperson med et hjerte der ofte banker hårdt og insisterende på folks hjertekammerdøre, ja så kan det i sandhed mærkes, når de åbner op og lukker ind.

Den sande lykke hænger på de samme træer som penge gør. Og de kan være næsten umulige at finde her i livet. For de gror og bor nemlig i ens egen baghave, som er det sidste sted man husker at kigge, når man farer vild og leder i alle andres haver. Jeg selv havde en virkelig tom og kold have uden den mindste spire i foråret 2016. Over sommeren beplantede jeg stille og roligt en masse små træfrø i min have, vandede dem med tårer og gødede dem med håb, og i sensommeren begyndte de pludselig, grådigt og insisterende, at vokse sig store, smukke og stærke.

Og nu står den der. Min egen lille lykkeskov, som jeg, vil gøre mit ypperste for at pleje og holde ved lige. Alle træerne er fyldt med honning og kærlighedskastanjer, og selvom de er begyndt at rasle af her i efterårskulden, ved jeg at de lægger sig til at sove i mulden, for at vågne op til foråret og spire videre igen. Og derfor vil jeg gå vinteren i møde med min positive gartneroptimisme.

Og jeg vil helt særligt pleje et helt særligt træ, som står lidt afsides de andre, men som er mit ubetinget yndlingstræ. Det er det fineste træ jeg nogensinde har haft, men det kræver lidt mere tid, og lidt mere kærlighed, end de andre træer, før det tør springe helt ud. Og i min have er tid et relativt begreb, og kun noget Mayaerne i sin tid opfandt, for at vi mennesker kan navigere i et kalendersystem. Så jeg har ikke noget forhold til tiden, den er rigtig når den er rigtig, og den har aldrig travlt. Så jeg vil bruge en masse af min uanede tid, min tålemod og al min kærlighed til at gå rundt og nusse om mit yndlingstræ. Jeg vil klø det kærligt på barken, og jeg vil hver dag fortælle det en fin lille historie om hvor pragtfuldt det bliver, når det en dag er klar til at folde sig ud og kaste al sin pragt og smukhed ud over hele min lille have 🌰

Min far fylder 70 år i morgen. Og min far er verdens bedste og sejeste far. Mange gange har kunnet været årsag til at vi ikke skulle kunne fejre ham på lørdag. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange vi er blevet kaldt til et svensk eller dansk hospital for at komme og sige adjø eller farvel, for 'nu var det nu'. Men han har altid formået at tage røven på lægerne og skæbnen, og altid formået at kæmpe sig tilbage til mig og mine 3 søstre. Min far er nemlig helt igennem bygget af sejhed.

Min far blev født i Nyboder og stak til søs som 14 årig, hvor han over mange år og af flere omgange har sejlet jorden rundt. Besøgt sindssyge lande i 50-60'erne og lavet ditto sindssyge ting. Han har været reklametegner og boet i USA, hvor han ydermere også var med i Vietnamkrigen, som har bragt ham ar på sjæl og anekdoter i flæng, der får min fantasi til at få tics.

Heldigvis valgte han på et tidspunkt i slut 60'erne-start 70'erne at tage orlov og komme hjem til Kbh, hvor han mødte min mor. Det er mine 3 søstre og jeg selvfølgelig vildt lykkelige over. Han stiftede familie og ledte os alle engang i 80'erne til Sverige hvor vi etablerede os og legede kernefamilie, i en dekades tid. Min far var skaffedyr for en familie på 6, som nok har været den sejeste bedrift af dem alle. På et tidspunkt i slut 80'erne-90'erne førte han os atter hjem til Danmark igen, blev skilt, fik splittet hans familie, og den garve sømand måtte nu sande nye udfordringer, som end ikke jungler eller verdens have tidligere havde budt ham.

Ikke alene gik han i tusind stykker og udover at skulle forsøge at samle dem op, også prøve at lime os piger og resterne af familieværdierne sammen, men så kom ulykkerne pludselig også rullende, og en evig angst for et endeligt farvel, var ikke længere en sjældenhed.

Først fik han meningitis hvor vi var inde og sige farvel for alvor for første gang, men han kæmpede sig tilbage. Efterfølgende spiste en bakterie fra meningitisen hans ene hjerteklap, og han skulle ind og have en ny af den seje Gösta Peterson på Riget. Så sprang hans hovedpulsåre, så røg han i koma i 3 måneder, senere igen, - åreforkalkning i benet og 2 minutter fra at få det amputeret, flere pludselige hjertesvigt, så tarmslyng der var så alvorligt at der virkelig ikke var mere at gøre, da man vurderede han ikke kunne klare endnu en operation. Men tryllerylle og igennem det på magisk vis kom han, og så her senest, for ca et halvt år siden, drillede den anden hjerteklap og babubabu med alle 4 piger ind på hospitalet til endnu en (dog lille) operation og hjem igen, nu beriget med en pacemaker.

Og alligevel står han her i dag, med åbent hjerte og åbne arme, og tager i mod sine 4 voksne døtre til en dejlig middag og helt igennem vidunderlig fødselsdagsaften på lørdag. 

Min far bor i dag i Sverige. Alene, men ikke ensom. Han sidder og skriver på et par bøger, nyder at vågne hver dag, og værner om dagligdagens banaliteter. Trods hans modgang, er han det stærkeste menneske jeg kender, og den person i verden, der får mig til at føle mig aller mest tryg.

Hold nu kæft hvor jeg elsker min far. Og hvis jeg bare har arvet halvdelen af hans kreativitet, overlevelsesinstinkt, sejhed og evigt positive sind, ser jeg frem til at kunne fejre min egen 70 års fødselsdag med et stort, bredt og helt igennem tilfreds smil på læberne. Tillykke Pappa P. Af hjertet tak for dig <3

Åh livet er sgu så vildt ind i mellem - Mit er i hvertfald. Smukt, skørt, sindssygt og til tider, rimelig rowdy. Fatter ikke altid at jeg selv kan følge med...

For lidt over et halvt år siden satte jeg min lejlighed til salg. Samtidig rodede jeg forvirret rundt i kærlighedsgryden, og fagligt, forelskede jeg mig også mere og mere i min freelancearbejdsplads, og ville have mere og mere fast fremfor free ind i den ligning. Som sommeren gik voksede lejlighedsfrustrationerne, da der absolut intet skete, og jeg satte, efter rådgivning fra min, nu daværende, ejendomsmægler, prisen ned. Lidt dumt iflg andre ejendomsmæglere, da den absolut var sin pris værdig. Men jeg var desperat efter salg, samtidig med at tankerne om residens på Frederiksberg voksede simultant med den overordnede ro, jeg jo sådan ønskede at skabe i mit nu 40 årige liv.

Så kom efteråret. Der blev lagt låg på den rodede kærlighedsgryde, og så kom tilbuddet om mere fast kærlighed til Sydhavnen i hele 2015 dumpende ind. Opturshurra for lækker arbejdsplads og endnu flere opgaver og oplevelser på den konto,- og det første flueben om ro og lykke hermed sat. 

Så kom vinteren og med den lidt ny love i gryden, - og hey, pludselig havde jeg tilmed en køber til min lejlighed. Ikke via min ejendomsmægler, som jo ikke havde lykkedes at sælge min lejlighed på det halve år vi havde et samarbejde, men via mig selv. Men da den lejlighed jeg skulle ha flyttet ind i, når jeg fik denne solgt, ikke længere var en option, og jeg stod med en køber, en kontrakt og en dato, - så panikkede jeg, og kom til at sige ja til en kæmpe kasse inde i K, som både var fed, stor, lækker. - og dobbel så ditto dyr. 

Den anden nat vågnede jeg så op kl 02. Lysvågen, urolig og irriterende bekymret lå jeg og spekulerede mig selv halvt ihjel resten af natten. Det gik op for mig, at ved at rykke ind i KbhK-lejligheden, ville jeg ikke alene sætte mig selv i (endnu) en dyr levesituation, men jeg ville lige præcis gøre det modsatte af, hvad årsagen til at jeg satte min lejlighed til salg i første omgang var, - at binde mig selv til stress, være bagud hele tiden, løbe ekstra stærkt efter flere opgaver, og kun kunne trække vejret halvt. Jeg ville fortsætte med at overleve, og ikke begynde at leve, - som jo var min oprigtige plan og hele årsagen til at sælge og fritstille mig selv i mit eget liv.

I går krydsede skæbnen så klinger. Dagen efter 'åbenbaringsnatten', om man vil. Mens jeg i det vildeste søvnunderskud sad og skrev en mail til KbhK-lejligheds-advokaten om, at jeg måtte trække mig og ikke alligevel kunne takke ja til den tilsendte og, næsten underskrevne, lejekontrakt, fik jeg et opkald fra min veninde, Mira, som skulle fremleje hendes lejlighed i Rømersgade det næste halvandet års tid, og om det kunne være noget for mig. Om det ku?! Det tror jeg vist nok det ku! Ja, det ku jo i virkeligheden ikke blive mere perfekt! Størrelse, beliggenhed, økonomi og tanken om at et menneske med den fedeste karma og det smukkeste sind boede der, var jo lige til at lukke op og flytte ind i. Så jeg tog ud og kiggede på den efter arbejde, og da jeg en kop thé's tid senere var på vej hjem, var jeg ikke i tvivl; Jeg havde lige fået et snigkig ind i mit nye liv. Og jeg ku li det.

Klip til i dag, hvor vi efter en praktisk opturssnak i telefonen, har lavet en deal, og jeg nu sidder, midt i arbejdsbriefinger og opgaver, helt forpustet og overfører depositum, laver aftale om at flytte inden jul, noterer mig at jeg skal huske at melde flytning, aflæse el, booke flyttemænd, huske at kysse under misteltenen, og efter bedste evne, prøve at jonglere med de 1000 bolde der pt er i luften. Pust.

Som først skrevet, så tænker jeg ret tit over hvordan jeg selv kan følge med i mit eget liv. Men på en'll'anden måde lykkes det altid at få vendt skuden og snuden den rette vej. Omend jeg snubler herremange gange på min vej. Og selvom jeg nogen gange roder mig selv ud i de vildeste situationer, som på mange omkring mig kan virke forvirrende, overvældende, spontane og/eller langt ude, ja så lykkes det mig sgu altid at og lande et sted der giver mening. Fnis, ihvertfald overfor mig selv. 

Så, når jeg nu om små 2-3 uger sidder i Rømersgade, puster ud til et glas champagne, går en tur ned til søerne og skimter mod Vesterbro, så vil jeg hæve mit glas og takke Istedgade, gaden der aldrig gav op, særligt ikke overfor mig, for de smukkeste 6 år af mit liv. Kæft jeg har elsket hver en brosten, hvert et værtshus, hver en løbetur og hver en eksistens 

Ps tager min kærlighedsperle, mine yndlingsserier, min opdragelse og min evigt håbløse txt-dialog med datteren med over i det nye liv. Det bliver sgu sjovt  

Det er præcis det her det hele handler om. Livet. Tilværelsen. Eksistensen.

Var nede og gå morgentur og lufte Buddy, Ditte & Andreas' hund, nede på stranden kl 08 i morges. Noget alle der har hund hernede gør. Hunden op på scooteren, bare tær, og ned og gå en tur og mærke øen vågne. Disse mennesker, disse lokale eksistenser på dette billede, mor, far og barn, var ditto nede på stranden. Der lå en fredfyldt og rolig dyne hen over horisonten, og deres fødder bevægede sig stille og synkront med bølgerne der tiggede vej gennem sandet og ind på land.

Jeg har rejst i Thailand mange mange gange i mit liv, men det har aldrig været et land jeg kunne forestille mig, eller tænke mig at slå mig ned i. Det her, er bare noget andet. Jeg har simpelthen ikke lyst til at tage hjem igen. Det er svært at forklare, men jeg vil gøre et forsøg.

Inden jeg rejste hertil for en uge siden i dag, var jeg så fyldt op af stress, bekymringer, ængstelse, følte mig ofte modløs og ufuldkommen og manglende overblik og overskud. Godt opbrugt. Jeg havde det sidste års tid spekuleret mig selv ihjel over hvad faen der var galt med mig. Jeg følte jeg hang i neglespidserne med røven i vandskorpen. Konstant. Jeg overlevede men levede ikke.

Det konstante ansvar ved at være alene om det hele. Køre virksomhed op, skaffe opgaver nok til næste måneds husleje, være mor på mere eller mindre fuld tid, hele tiden kanalisere overskud og energi ud til at være en masse for en masse. Og meget lidt for mig selv.

Jeg granskede i mit inderste efter svar, ledte i alle afkroge af mit liv efter en eller anden nøgle, der kunne låse min krøllede sjæl op, og slippe alt det triste væk. Men kunne ikke finde den. Og så kaldte denne rejse. Min kære veninde skulle forevige hendes hjerte til hendes livs kærlighed. Jeg tænkte i over et halvt år at jeg slet ikke havde råd. Men også, at jeg heller ikke havde råd til at lade vær.

Det har allerede nu vist sig at være den absolut bedste investering jeg nogensinde kunne foretage. Alle svar og nøgler er langsomt begyndt at vise sig. Drypvis. Dag for dag.

Det er gået op for mig, at jeg de sidste 2 års tid, er blevet et andet menneske end det jeg har været de sidste mange mange år. Mit værdisæt har ændret sig. Mine ønsker og mine drømme er ikke længere de samme. Og det er eddermama en underlig ting når man er ved at kysse de 40. Troede i længere tid at jeg var ved at få en midtvejskrise, og det er jeg måske også. Men så er den ihvertfald ikke negativ. Har jeg nu fundet ud af. Jeg vil ganske enkelt ikke de samme ting mere, som jeg har gået og troet (og stræbt efter) de sidste 30 år. Mit fokus har rykket sig, og det kan være skræmmende og angstprovokerende når man ikke kender den nye destination, det har rykket sig hen til.

I alle mine tyverne og en stor del af trediverne handlede mit liv kun om een ting; at få status og tjene penge. Flere og flere penge. For 2 år siden var jeg i en stilling hvor jeg tjente 70 kg om måneden, havde fri tlf og internet, masser af goder og levede 'det fede liv'. Men jeg var stadig ikke en skid lykkelig. Der manglede hele tiden noget. Hvis ikke den nyeste gadget, så en ny HAY sofa, en taske, et besøg på en endnu dyrere restaurant end sidst. Et eller andet. Hullet blev større og større. Mer ville ha mer.

Så gik jeg selvstændig og startede fra 0. Intet sikkerhedsnet. Ingenting. Bare mig og en vision og mission om at lykkes. Om at JEG skulle lykkes. Med yogaen som menneske. Med UnderHerskind som person. Hurtigt gik det op for mig at det at være iværksætter uden en stor fed kassekredit eller en livspartner som støtteben, ikke var for børn. Og med det, begyndte mit værdisæt langsomt at ændres. Pludselig var de materielle og overfladiske goder i livet ikke så vigtige. Nu gjaldt det bare om at tjene nok til at vi kunne beholde lejligheden, vores base, så skulle det nok gå.

Siden jeg satte fod på denne indonesiske jord, har der meldt sig en ny form for ro. Eller, jeg begaves dagligt med små epophanys. Åbenbaringer omkring livet, hvad det i bund og grund handler om, og hvad der skal til for at jeg trives.

Disse mennesker på denne strand på billedet fra i morges, smittede mig med en ubeskrivelig, og pt, urealistisk, lyst og i særdeleshed, trang, til at stå af ræset derhjemme. Jeg gider sgu ikke mere. Jeg orker ikke presset, forventningerne og den konstante higen efter mer. Jeg længes efter det simple liv, som i min optik udemærket kan være det gode liv.

Alle stresser rundt konstant for at tjene flere og flere penge til at købe flere og flere ting, som skaber flere og flere huller, som skal fyldes af flere og flere ting, som kræver at man tjener flere og flere penge.

Havde jeg ikke en datter der boede hjemme, tog jeg hjem og solgte min lejlighed og mine ting. Har ikke brug for en HAY sofa af uld hernede alligevel. Og jeg har ikke savnet den et splitsekund mens jeg har været her. Denne del af byen har flere små 'kolonier' hvor vesterlændinge har sluppet livet i overhalingsbanen, taget det de er gode til og elsker, i mit tilfælde, at være Art Director, og slået sig ned i en mere simpel, dog fuldt ud funktionel livsstil, som er en god blanding af alt det bedste vi som europæere elsker, blandet med den indonesiske kultur, der kun indbyder til at tage det stille og roligt.

Alle australske som danske som svenske som engelske kvinder og mænd på min alder, nuldrer rundt med et sageligt smil, en fed energi, som ikke kan købes for penge, og som jeg ikke har spottet på nogle i København nogensinde. De starter dagen med at tage i mod livet, og ikke gøre sig klar til livet. Den daglige dosis sol giver deres kinder glød og deres hud næring, og fælles for dem alle er; deres sjæl skinner igennem. Og den er sundere end på nogen af dem jeg kender derhjemme. Dem jeg kender rigtig godt som boede hjemme for måske 2 år siden, er næsten ikke til at kende. Derhjemme havde de eksem, udslæt, stressede rundt, var irriterede, og havde bare en grundlæggende mistrivsel. Ser jeg nu. Og fælles for dem som jeg har snakket med er; de har ikke fortrudt et splitsekund at de valgte at stå af, pakke deres habengut og skride ned til det liv de står op til hver dag.

Jeg emigrerer nok ikke foreløbig. Men denne rejse har sat en anden rejse i gang inde i mig. Det er ikke utænkeligt at jeg ikke bor på Vesterbro om 5 år. Det tror jeg simpelthen ikke jeg gør. Jeg kommer aldrig til at få denne følelse af ro og tilfredshed hjemme i travle og præstationsangstmarinerede DK. Selvfølgelig kommer jeg til at trives og hurtigt kommer jeg til at nuldre mig ind i hverdagens hurlumhej igen når jeg kommer hjem. Men det er sgu ikke livet. Det her er livet. Ikke at skynde sig. Ikke at løbe og løbe og løbe og ikke se meningen med hvor man løber hen. Jeg gider ikke løbe mere. Jeg vil gå. Og det ved jeg at jeg gør en dag 

De stakkels mænd

Kan godt blive indigneret over mænds manglende muligheder og tilbud i vores samfund. Dette være sig i forældremyndighedssager, men også bare helt generelt. Jeg er selvfølgelig stolt og glad over gentlemantanken overfor mit eget køn, - at vi skal behandle kvinder ordentligt, og at der bliver gået en ekstra mil når det kommer til kvinder i knibe. Men når jeg ser hvor mange hjemløse mænd vs kvinder, som hutler stakåndet rundt på Vesterbro og forsøger at få deres fucked up liv til at hænge sammen, ikke give mening - men hænge sammen, bliver jeg trist og begynder at reflektere. Jeg synes simpelthen ikke vi passer ordentligt på vores mænd. Der ligger en forudindtaget "de er skaffedyr/alphahanner (indsæt selv flere roller) og de er sat på jorden for at passe på deres kvinder og børn, så derfor skal de bare tage en tudekiks og ta sig sammen" - holdning derude.

Det er sjældent synd for dem, og desværre oftere mere patetisk. Jeg tænker det må være det absolut vildeste pres at være mand og gå ned med flaget i dag. Om han gør det 'mildt' og 'bare' overfor konen og/eller vennerne (hvis han overhovedet tør), eller om han ender på Mændenes Hjem, er underordnet. For med de forudindtagede og samfundsskabte holdninger og forventninger der er til hankønnet derude, må det være så forbandet negativt selvforstærkende at være en mand der taber sutten i vore dage. Jeg tænker alt fra soldater med posttraumatisk stress, direktører der går fallit, og den 'almindelige' mand der bare ikke kan klare mere.

Og så tænker jeg på mit eget køn, og de tilbud og ressourcer der er til rådighed når det samme sker for os. Men mest, den generelle holdning om, at det er mere 'okej' at være sårbar og skrøbelig som kvinde. At vi alle lider af hensynsbetændelse når det kommer til os kvinder, men begynder at blande begreber som værdighed, ærbødighed og stolthed ind, når det kommer til vores mænd.

Ved godt jeg sidder og elaborerer over et måske selvsvingsagtigt emne, men mødet med en hjemløs mand i dag, som hvis karisma fortalte mig, at han LIGE havde haft et helt almindeligt liv og endnu ikke havde fået tilsmudset sine holdninger og værdier af det liv han var tvunget ud i, fik mig til at stoppe op, og tænke over; Hvornår var det lige vi slap dem? Hvornår tillod vi at det måtte gå galt? Og hvorfor er der ikke flere ressourcer til vores (store) små helte derude? Jeg blev bare så berørt og ked, da jeg tydeligt kunne se, at han kæmpede om kap med værdigheden og selvjustitsen på en måde, som han ikke burde gøre i den situation han nu engang var i. Nå, nok om det. Har bidraget med 4 smøger og et køb af Hus Forbi, givet samfundet en metaforisk opsang, og vil om lidt tage til fest og gøre mit til, at det modsatte køn føler sig komfortabelt og afslappet i mit selskab, og sku de få behov for en skulder, så har jeg en herrestor en af slagsen