mandag den 14. november 2016

Jeg er en af den slags mennesker der altid går med hjertet forrest her i livet. Og det kan godt være at det gør lidt ekstra ondt når man ind i mellem snubler, men 90% af tiden gør det virkelig dejligt og godt. Og det gør det for eksempel lige for tiden.

Jeg føler mig nemlig oprigtigt glad helt ind i hjertekuglen, over at være så heldig at have de mennesker jeg har i mit liv. Mennesker som jeg elsker virkelig højt og som jeg er så heldig at føle, elsker mig lige så meget tilbage.

Jeg er selvfølgelig også smadder glad og lykkelig over alt det andet der er bygget af dejlighed som jeg omgiver mig med i mit liv. Men størst af alt er nu engang kærligheden, og når man er en føleføleperson med et hjerte der ofte banker hårdt og insisterende på folks hjertekammerdøre, ja så kan det i sandhed mærkes, når de åbner op og lukker ind.

Den sande lykke hænger på de samme træer som penge gør. Og de kan være næsten umulige at finde her i livet. For de gror og bor nemlig i ens egen baghave, som er det sidste sted man husker at kigge, når man farer vild og leder i alle andres haver. Jeg selv havde en virkelig tom og kold have uden den mindste spire i foråret 2016. Over sommeren beplantede jeg stille og roligt en masse små træfrø i min have, vandede dem med tårer og gødede dem med håb, og i sensommeren begyndte de pludselig, grådigt og insisterende, at vokse sig store, smukke og stærke.

Og nu står den der. Min egen lille lykkeskov, som jeg, vil gøre mit ypperste for at pleje og holde ved lige. Alle træerne er fyldt med honning og kærlighedskastanjer, og selvom de er begyndt at rasle af her i efterårskulden, ved jeg at de lægger sig til at sove i mulden, for at vågne op til foråret og spire videre igen. Og derfor vil jeg gå vinteren i møde med min positive gartneroptimisme.

Og jeg vil helt særligt pleje et helt særligt træ, som står lidt afsides de andre, men som er mit ubetinget yndlingstræ. Det er det fineste træ jeg nogensinde har haft, men det kræver lidt mere tid, og lidt mere kærlighed, end de andre træer, før det tør springe helt ud. Og i min have er tid et relativt begreb, og kun noget Mayaerne i sin tid opfandt, for at vi mennesker kan navigere i et kalendersystem. Så jeg har ikke noget forhold til tiden, den er rigtig når den er rigtig, og den har aldrig travlt. Så jeg vil bruge en masse af min uanede tid, min tålemod og al min kærlighed til at gå rundt og nusse om mit yndlingstræ. Jeg vil klø det kærligt på barken, og jeg vil hver dag fortælle det en fin lille historie om hvor pragtfuldt det bliver, når det en dag er klar til at folde sig ud og kaste al sin pragt og smukhed ud over hele min lille have 🌰

Ingen kommentarer:

Send en kommentar