Den pokkers Kærlighed

Hvad er der med den kærlighed? Det ord der kan få din livsmuskel til at banke ud af takt. Den følelse der med et kan gøre dig lam, og samtidig få din krop til at gå bazerk. Hvorfor er den så svær at finde, svær at holde på, og svær at slippe igen?

Og hvorfor er der skrevet flere sange om ulykkelig kærlighed, end lykkelig kærlighed? Er den lykkelige kærlighed gået hen og blevet en minioritet i dagens Danmark?

Hvorfor skal vi kysse på så mange parenteser før vi finder vores endelige punktum? Den person vi så inderligt vil skamdyrke et tomandshieraki med. Hvorfor er det så svært at finde vores ’You had me at hello’ og den gamle kliché ”hvor har du været hele mit liv”, pludselig giver så skide god mening? Hvorfor er den så sjælden; følelsen af, endelig at komme hjem?

Den hænger tilsyneladende på de samme træer som penge gør. Og det gør det så ikke ligefrem nemmere at færdes ude i det kærlighedmarinede samfund. Barren er højt sat. For vi vil jo ikke bare nøjes. Vi vil ikke bare ha en, for at ha en, - så hellere undvære. Nej, vi vil nemlig kun have den helt rigtige. Ham der fuldender os. Som gør dig hel. 

Hvorfor er det ikke nok ”bare at være sød” længere? I gamle dage var det nok at ha prædikatet ”en sød og fornuftig fyr”. But it doesn’t cut it today! Min bankmand er også ”en sød og fornuftig fyr”, men ham dater jeg ikke.

Vi ser os jo alle sammen som nogle helt særlige, fantastiske, smukke individer, der kun fortjener ditto. Og hvad er det så vi fortjener? Hvad er x-factoren i kærligheden? Det femte krydderi. Det som kradser så herligt på ganen. Hvor er ham der får dig til at smile stort med lyd på? Ham, der uden berøringer, rør dig. Ham som giver dig en følelse i din krop der ville være skamfuld, hvis den kunne beskrives med noget så banalt som ord.

Er det ikke noget med at møde et menneske hvor man fra start ryger i sync? Hvor følelsen af samhørighed og tosomhed er selvskreven fra side 1. Hvor følelsen af ’at det ikke kan være anderledes’ naturligt bosætter sig i din krop?

Men hvorfor er det så pokkers svært at finde? Er vores forventningsfundament til kærligheden bygget på kviksand? Er vi bare en flok selvbevidste urealister som blot higer efter det næste fix? Fornyet juice på selvværdskontoen? Er vi løbet tør for klicheer og drømmer os ind i omkvædet af en Jens Unmack sang?

Personligt har jeg kun oplevet én stor kærlighed. Mange parenteser. Men kun én stor
kærlighed.

Og dermed også ét stort brud. Et brud der slog i tusinde stykker. Et brud der gjorde at jeg for vild i mit liv. I mange år. Et brud der skulle lære mig at trække vejret. Alene. Og et brud der skulle lære mig at elske igen. Et helt nyt menneske. Mig selv. For det er i virkeligheden her det starter. I dig selv. Når du først finder den, - kærligheden til dit smukke id, så er du for alvor klar. Klar til atter at føle, tage og give.

Det er 8 år siden jeg sidst har haft dejlige angstprovokerende sommerfugle i min mave. 
Men jeg stortrives i mit liv i dag. Det har været en lang rejse. En dannelsesrejse, som har lært mig at finde tosomheden i ensomheden. Og kære hr. Outstanding, indtil du dukker op, hapser jeg dig med i mine drømme. Forestiller mig at min krave dufter af dig. Jeg danser dit navn i vandpytterne på Vesterbro,  lukker øjnene og strammer mig an for at bevare billedet af dig på min nethinde. Visualiseringen af det jeg i så mange år, rodløst har ledt efter; Min fremtid. I dig. I os. Og tanken om, at intet er umuligt, livet er uforudsigeligt, og skæbnen så pokkers lunefuld, både behager og smager mig. 

”Someday someone will walk into your life and make you realize why it never worked out with anyone else”.